Prøv kræfter som livredder på Hvidbjerg Strand, Vejers Strand og Henne Strand

Kom og vær med, når TrygFondens LivredderPatrulje besøger vestkysten den 26.-30. juli. Her giver livredderne gode råd om, hvordan man passer bedst på sig selv og andre på stranden, og lader alle børn komme i praktik som livreddere sammen med deres forældre. Børnene skal bl.a. gennemføre en række praktiske øvelser og teste deres viden om badesikkerhed.

Der er aktiviteter for hele familien på strandende fra den 26.-30. juli, når LivredderPatruljen kommer på besøg. Som livredder-praktikant får børnene lov til at prøve livreddernes udstyr, og sammen med forældrene kan de melde sig til Livreddertesten, hvor de fx skal padle på et rescueboard, deltage i en redningsaktion og kaste med redningskranse. Som noget nyt vil børnene også kunne prøve kræfter med nogle af Danmarks stærkeste OL-atleter inden for vandsport.

Få gode strandvaner og bestå Livreddertesten
Siden 1998 har TrygFondens LivredderPatrulje hver sommer rejst rundt til de danske strande for at fortælle strandgæsterne om badesikkerhed og demonstrere, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet.
– Vi prioriterer badesikkerhed meget højt og arbejder for at undgå ulykker på stranden. For at give børn og voksne gode strandvaner forsøger vi derfor at involvere strandgæsterne i nogle lærerige aktiviteter. Med vores Livreddertest kan børnene på en sjov måde sammen med forældrene lege gode vaner ind og blive mere fortrolige med, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet. Børnene kan samtidig prøve at være livreddere for en formiddag, hvor de og deres forældre får lov til at være med til opgaver, som vores livreddere udfører på strandene, fortæller René Højer, programchef for sikkerhed i TrygFonden.

Mød LivredderPatruljen hele sommeren
LivredderPatruljen rejser rundt i hele Danmark og besøger 46 forskellige strande, så der er god mulighed for at møde dem flere gange i løbet af sommeren og tage Livreddertesten i flere etaper.

– Både yngre og ældre børn kan blive udfordret som livreddere, da de forskellige aktiviteter er inddelt efter alder. Og når man ikke igennem alle øvelser i Livreddertesten på én dag, kan man fortsætte en anden dag på en anden strand, hvor LivredderPatruljen er på besøg. Man skal bare medbringe sit livredderdiplom, hvor livredderne sætter et kryds for hver gennemført øvelse, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:

– I anledning af det forestående OL har vi i år en fysisk test, hvor man kan prøve, om man kan være lige så hurtig som fx svømmeren Lotte Friis eller windsurferen Sebastian Fleischer. Så alle interesserede må endelig komme forbi og få en god oplevelse med LivredderPatruljen.

LivredderPatruljen er en del af TrygFonden Kystlivredning, der har ca. 200 specialuddannede kystlivreddere, som passer på badegæsterne på 36 strande og havnebade i Danmark.

LivredderPatruljens besøg varer ca. fire timer og finder sted på:

• Hvidbjerg Strand, Blåvand, den 26. juli kl. 10.00-14.00
• Vejers Strand, den 27. juli kl. 10.00-14.00
• Henne Strand, den 28. juli kl. 10.00-14.00
• Hvide Sande Sydstrand, den 29. juli kl. 10.00-14.00
• Søndervig Strand, den 30. juli kl. 10.00-14.00

Program:

10.00: Livredderne byder velkommen og præsenterer deres udstyr.

10.10: Demonstration af en redningsaktion.

10.20: Lær stranden at kende – livredderne forklarer om strandens forhold.

10.30-11.30: Aktiviteter for børn og deres forældre.

Livreddertesten:
Prøv kræfter med livreddertestens fysiske øvelser og spørgsmål. Der er livredderdiplom til alle deltagere.
I praktik som livredder: Prøv livreddernes udstyr. Afhængigt af de lokale forhold er der mulighed for at svømme, padle på et rescueboard, deltage i en redningsaktion samt få hjælp til at blive en bedre svømmer i åbent vand.

12.00-12.30: Pause

12.30-14.00: Programmet gentages, så børn og deres forældre igen kan opleve livredderne i aktion og få mulighed for at gennemføre Livreddertesten samt komme i praktik som livreddere.

14.00: Tak for i dag.

LivredderPatruljen besøger også Søndervig Strand den 9. august, Henne Strand den 10. august, Vejers Strand den 11. august og Hvidbjerg Strand, Blåvand den 12. august. Se alle strande og havnebade, der får besøg af LivredderPatruljen, her.

De 5 baderåd
1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne