Projekt: Vejers Strand Hotel er velkomment – men ikke for enhver pris

Læserbrev indsendt afSøren Laulund, Gruppeformand og 1. Viceborgmester Socialdemokratiet i Varde byråd

Godt hvis der sker noget med den nuværende øjen bæ. Men projektet, der nu sendes i forhøring, er efter socialdemokratiets mening langt fra i mål. Der skal hele tiden findes en balance mellem turisterhvervet og lokalsamfundets interesser. Her dumper projektet. Vi er skeptiske overfor at hæve bebyggelsesprocent og byggehøjde i forhold til den gældende lokalplan- særligt i dette unikke naturområde.

Projektmageren skal forpligtes til at sikre offentlige parkeringspladser i et omfang, der gør at Vejers ikke mister parkeringspladser. Herudover skal der i projektet skabes muligheder for fortsat at afholde rav festivaler o.l. på parkeringsområdet. Sidst men ikke mindst er det magtpåliggende, at de fritliggende hotelenheder – i størrelse og antal ikke på nogen måde får karakter af en sommerhus koloni.

At projektet sendes i forhøring i den nuværende udformning skyldes at øvrige partier i Plan og Teknik udvalget – enten ikke har taget stilling før svarene fra forhøringen –  eller ikke er enige i vore forbehold. Det er en ærlig sag – men vi ønsker allerede nu at signalere vores uenighed i det aktuelle projekt. Den kommende forhøring er derfor særdeles vigtig for den videre politiske proces – idet vi håber på at vinde gehør for vore synspunkter. De beslutninger der skal træffes får betydning for Vejers området i de næste 30-40 år. Vi vil gerne støtte, at Varde kommune er kendt for kvalitets turisme – men det skal ske i harmoni med lokal områdets tarv.