ProVarde købte SFO Lærkeredens idé

Klub 3 fra SFO Lærkereden på Trane Skole & Børneby havde fået en god idé, som de gerne vil ’sælge’ til ProVarde. Derfor tog de kontakt til direktør Finn Erik Kristiansen og fik et møde sat i stand.

Klub 3 er aktiviteter og arrangementer målrettet 3. årgang i SFO Lærkereden. Idéen gik ud på at lave en aktivitetsdag for de yngre børn i SFO’en – en dag, hvor 3. årgang vil stå for forskellige aktiviteter og boder, som de yngre børn så kan prøve. Der er tanker om at lave en trafikskole, rulleskøjtebane, stop-dans, ansigtsmaling, bod med saftevand og popcorn osv. På denne aktivitetsdag skal de yngre børn så udstyres med ’Lærke Dollars’ (papirpenge), som de skal betale med, når de vil prøve de forskellige aktiviteter. Tanken er så, at ProVarde skal veksle ’Lærke Dollars’ til danske kroner, som Klub 3 kan bruge på en udflugt. Til mødet med ProVarde var der lavet et Power Point, som børnene stod frem og præsenterede for Finn Erik Kristiansen.

Det var med stor spænding, at børnene afventede respons på deres projekt, og jublen var stor, da direktøren svarede: ”Jeg synes, at jeres idé er rigtig god, og den vil vi rigtig gerne bakke op omkring!”. På spørgsmålet om, hvor vidt børnene selv troede på, at mødet ville give et positivt udfald, var det et ’Ja!’ hele vejen rundt om bordet. Finn Erik Kristiansen roste børnene for deres tanker og initiativ og supplerede med, at han var glad for at høre, at de alle troede på deres idé, da de satte sig ved bordet: ”Når man vil starte noget nyt op, så handler det altid om, at man skal tro på det! Ellers skal man lade være. Så jeg er glad for, at I alle sammen svarer klart ja til, at I troede på det!”.

Udover ovennævnte aktivitetsdag for SFO’ens yngste, så har Klub 3 også planer om en dag, hvor de vil bage kage og besøge det lokale plejehjem. Tanken er at medbringe kage og brætspil og så hygge med de ældre på plejehjemmet. Denne tanke indgik også i deres Klub 3’s oplæg på ProVarde og gik rent ind hos direktør Finn Erik Kristiansen: ”Jeg bliver glad, når jeg hører sådanne historier! Fedt initiativ, som jeg håber, I vil arbejde videre med!”. Dét lovede 3.årgang fra SFO Lærkereden, inden de gav Finn Erik håndslag og takkede for et godt møde.