Mandag den 8. juni besøgte Morten Østergaard, politisk leder af Radikale Venstre og medlem af Folketinget, plastvirksomheden Letbek A/S i Tistrup.
Formålet med besøget var bl.a. at sætte fokus på, hvordan det fra politisk side er muligt at sætte skub i efterspørgslen på produkter i genanvendt plast, som flere og flere danske virksomheder satser på.
Letbek er specialister i at genanvende plast fra industrien og havene til at fremstille nye produkter såsom designerstole, plastrør, trafiksikkerhedsudstyr og dæksler. Virksomhedens adm. direktør Michael Bayer Thomsen håber, at markedet for produkter i genanvendt plast vokser i den kommende tid.
Han siger:
– Jeg håber, at det offentlige vil spille en større rolle i forhold til at skabe mere efterspørgsel på produkter, der er fremstillet af genanvendt plast. En mulighed er, at det offentlige i stigende grad vælger genanvendte produkter i forbindelse med udbud og indkøb. En anden vej at gå er at øge oplysningsindsatsen, så flere bliver klar over hvilke miljø- og klimamæssige gevinster, der er forbundet med at vælge løsninger med genanvendt plast.
Michael Bayer Thomsen, adm. direktør i Letbek, fortæller om dagens besøg:
– Dialogen med Morten Østergaard var rigtig konstruktiv og ikke mindst meget aktuel. I øjeblikket forhandler Folketinget om at reformere affaldssystemet, så vi forhåbentligt får forbedret indsamlingen og sorteringen af plastaffald fra husholdningerne. Det vil være en fordel for en virksomhed som Letbek, da vi forhåbentlig kan få adgang til flere og bedre genanvendte råvarer, som vi kan bruge i vores produktion.
Morten Østergaard, politisk leder af Radikale Venstre, er ikke i tvivl om, at øget genanvendelse er vejen frem:
– Vi skal blive langt bedre til at genanvende vores plastaffald til nye produkter. Det giver mening på så mange måder. Det er godt for klimaet. Det sikrer, at plasten ikke ender i naturen eller i atmosfæren, hvis det bliver brændt, og så er genanvendelse heldigvis også en god forretning. Det synes jeg, at Letbek viser på den fineste måde. Det er virkelig en fornøjelse at møde danske virksomheder, der både kan og vil spille en nøglerolle i den grønne omstilling.
Besøget hos Letbek blev gennemført i samarbejde med brancheorganisationen Plastindustrien, og her er adm. direktør Thomas Drustrup meget tilfreds med, at der en direkte dialog mellem industrien og politikerne.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, siger afslutningsvis:
– Vi er enormt glade for den direkte dialog med de politiske beslutningstagere, som generelt er glade for at høre industriens forslag og idéer til, hvordan vi får skruet yderligere op for plastgenanvendelsen i Danmark.
Fakta om Letbek A/S:
- Virksomheden har hovedkvarter på adressen Hornevej 18, 6862 Tistrup, og den har også en afdeling i Polen.
- Virksomheden recycler og upcycler plast fra forskellige industrier og fra havene og bruger det til at løse de udfordringer, som vores kunder kommer med.
- Virksomheden fremstiller bl.a. møbler, kabelbeskyttelse og trafiksikkerhedsudstyr.
- Virksomheden er ISO 50001-certificeret og tilsluttet miljøinitiativet Operation Clean Sweep.
- Læs mere her: https://letbek.com/