Ravfestival: Hyggelige dage for både børn og voksne

Ravfestivalen ved Vejers Strand går i gang for tredje gang den 22., 23. og 24. september. Det bliver med stor lokal opbakning og rigtig mange aktiviteter, så kom og bliv blæst igennem ved Vesterhavet!

Forberedelserne er i gang

Der er fuld gang i forberedelserne til alle arrangementerne, der sættes i søen til festivalen den 22., 23. og 24. september. Det er Ravudvalgets koordinationsgruppe, som består af medlemmer fra Henne, Blåvand og Vejers, der arrangerer festivalen. Programmet kan ses på www.ravfestival.dk. De mange frivillige hjælpere er også allerede i gang. De har haft flere arbejdsdage, hvor der er blevet fremstillet “Ravdamer” og “Ravmænd” og kæmpe fiberbetons ravklumper, som skal være med til at pynte byen. Festivalen holdes primært ved Vejers Strand, dog med enkelte arrangementer i Henne og Blåvand.

Borgmester Erik Buhl står for åbningen af festivalen, hvor han vil blive budt velkommen af Inge Vad Wodskou. De to har da også stået fadder til festivalens opståen. I forbindelse hermed har Palle Bønnelykke fremstillet en “Festivalskæde”, som han skænker ravfestivalen. Den skal bæres af borgmesteren og de, som fremtidigt åbner festivalen. Kæden symboliserer samarbejdet mellem de tre badebyer Henne, Vejers og Blåvand. Den afløser Blåvandhuks borgmesterkæde, der nu er kommet på museum og kan ses på Tirpitz.

Aktiviteter for alle

I år er især arrangementer for børn blevet vægtet. Der vil for børnene være skattejagt i byens forretninger, fund af rav i ravdammen, som kan laves til ravsmykker, maling på sten og strandingstræ, mulighed for at lave ravkjæser – så man er klar til at komme med på ravjagt, dukketeater, historiefortælling om ravheksen, kørsel med natbussen langs stranden, og Tobias fra DR’s “Den Store Bagedyst” kommer og bygger den største spiselige ravklump med overraskelser.

Tobias kommer forbi Ravfestivalen og laver den største spiselige klump rav.
Arkivfoto

Der vil også være masser af aktiviteter for de voksne rundt i alle byens butikker med fokus på rav. Du kan tage dit rav med og få et godt tilbud på at få lavet et smykke, ved Flittiglise kan du lære at strikke med rav, og der vil også være flere muligheder for smagsprøver på ravøl, ravsnaps, rav i mad og ravbolcher, mm.

Du kan i Ravheksens værksted møde ti kunstner, som på en eller anden måde arbejder med rav. Der vil også være en udstilling af sjældne og unikke ravsmykker samt rav med insekter. Hvis du kan gætte, hvor mange ravstykker, der er i en glasmontre, kan du også vinde en “Ravheksegave”. Et andet telt, som endelig ikke må springes over, er kaffe(punch) teltet, hvor der kan købes kaffe, kage, ravboller og kaffepunch med ravsnaps. Du kan, hvis du bærer et ravsmykke og stiller op til fotografering, få din kaffe eller punch gratis.

“Flemming” den rigtige ravmand, som udstiller sine mange fund på det nye Tirpitz museum, kommer også og holder foredrag. Der er selvfølgelig også mulighed for at komme på ravjagt langs stranden – også natte ravjagt.

Det bliver tre hyggelige dage ved Vejers Strand!

Af Sissi Andersen