Fire ud af 10 i region Syddanmark er tilgængelig efter endt arbejdstid, selv om de færreste får løn for det, viser en YouGov-undersøgelse. Det er en uhensigtsmæssig glidebane, advarer erhvervspsykolog i Krifa Rasmus Højbæk
Arbejdsmarkedet bliver stadig mere fleksibelt, og for mange danskere er arbejdslivet ikke længere afgrænset fra 8 til 16. Det belyser en ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Krifa. Her svarer 39 procent i region Syddanmark, at de hele tiden eller ofte er tilgængelig efter endt arbejdstid. Til gengæld er det kun 26 procent af disse, der får løn for det.
Erhvervspsykolog i Krifa Rasmus Højbæk anerkender, at det fleksible arbejdsliv kan have en positiv effekt på balancen mellem arbejde og fritid. Og netop balance er en af de syv faktorer, som betyder mest for danskernes arbejdslyst ifølge Videncenter for God Arbejdslyst. Men det er tveægget.
– Der er ingen tvivl om, at de fleksible muligheder kan gøre hverdagen nemmere for mange. Det giver fx børnefamilier mulighed for at hente barn tidligere og få nogle gode timer sammen, inden det er sengetid. Men det betyder også, at de arbejdstimer skal lægges på et andet tidspunkt, lyder det fra Rasmus Højbæk.
– Det kan hurtigt blive en glidebane. For når vi konstant er til rådighed og nemt kan svare på mails m.m. via telefonen, er der risiko for, at vores hjerne hele tiden er på arbejde. Hovedet får ikke ro eller mulighed for at koble fra, og det kan i værste tilfælde udvikle sig til stress på sigt, fortsætter han.
Erhvervspsykologen understreger, at det handler om at være opmærksom på, hvornår man arbejder, og hvornår man holder fri.
Telefonen er en synder
Et andet opmærksomhedspunkt ifølge erhvervspsykologen er telefonen. Undersøgelsen fra YouGov viser, at hver fjerde i region Syddanmark tjekker deres telefon et par gange eller mere i timen, mens de er på arbejde.
– Vi bør alle være opmærksomme på vores forbrug af stimuli såsom telefonen. Både på jobbet og i fritiden. Hvornår bliver vi forstyrret? Hvor meget tid bruger vi reelt på at kigge på skærmen? Tager den tid fra andre vigtige ting i livet? Og er vi overhovedet bevidste om, hvor afhængige vi alle sammen er blevet? siger Rasmus Højbæk.
Ifølge undersøgelsen har 35 procent i region Syddanmark sommetider, ofte eller hele tiden følt sig stressede de seneste 14 dage. Når lønmodtagerne skal vurdere, hvorvidt det er opkald og mails fra arbejdet, der medvirker til følelsen af stress, svarer 12 procent otte eller mere på en skala fra 1-10 (hvor 10 er i meget høj grad).
– De konstante afbrydelser på jobbet i form af blandt andet telefonen kan udfordre balancen. Der bliver pludselig kortere tid til at nå opgaverne. Og det kan risikere at påvirke arbejdslysten negativt. Men ved at blive mere bevidst om det og tage et aktivt valg om, hvornår telefonen må forstyrre, kan man selv medvirke til at forebygge, lyder det fra Krifas erhvervspsykolog Rasmus Højbæk.
Foto: Erhvervspsykolog Rasmus Højbæk. Foto: Krifa