Region Syddanmark vil intensivere tiltag for at minimere risiko for smitteudbrud på sygehusene

Region Syddanmark havde i sidste uge 21 personer, der var blevet smittet med COVID-19 på Sygehus Lillebælt, selvom alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen var blevet fulgt. Det får regionen til at intensivere arbejdet med at undgå smittespredning.

Sygehusdirektører og koncernledelsen i Region Syddanmark mødtes tirsdag den 19. maj i den regionale COVID-19-task force, hvor en sag med smittede patienter fra Vejle Sygehus var på dagsordenen.

Tilfældet på sygehuset blev gennemgået og evalueret, og det står klart, at sygehuset har fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Koncerndirektør Kurt Espersen siger:

– Vi er ikke den eneste region, der har oplevet en smittespredning på denne måde. Det er uundgåeligt, at vi og andre regioner vil komme til at opleve udbrud igen, men det handler om at minimere antallet.

Region Syddanmark vil nu tage retningslinjerne op til diskussion på et møde med Sundhedsstyrelsen, hvor de forskellige regioners erfaringer og input kan komme frem, så man i fællesskab kan vurdere, om der skal ændres på de nuværende retningslinjer.

Kurt Espersen siger:

– Vi står med en sygdom, som ingen kender fuldt ud endnu. Det giver udfordringer, når vi skal inddæmme den. Selvom vi har fulgt alle retningslinjerne til punkt og prikke, så illustrerer tilfældet fra Vejle bare, at vi ikke fuldstændigt kan forhindre en spredning af smitten. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå det.

Region arbejder videre med en række tiltag

Koncerndirektøren fortæller, at regionen vil intensivere arbejdet med en række tiltag, der ligger inden for de nuværende retningslinjer.

De 3 nye tiltag er:

  • At visse patientgrupper skal testes oftere. En lang række sygdomme kan medføre feber og dermed dække over en eventuel sent udviklet COVID-19. Ved at teste dem oftere, kan sygehusene fange eventuelle COVID-19-patienter hurtigt og isolere dem fra andre patienter.
  • At medarbejdernes brug af værnemidler skal tage udgangspunkt i et forsigtighedsprincip. Medarbejdere skal være mere opmærksomme på at bruge værnemidler – også ved patienter uden symptomer på COVID-19.
  • At særligt udsatte patienter kan kontakte deres respektive afdelinger, hvis de ønsker en dialog om, hvorvidt en ikke-vigtig operation og behandling kan og bør udskydes.

De 3 initiativer bliver indført hurtigst muligt.