Jeg havde egentlig ikke regnet med, at årets charterferie skulle gå til Tyrkiet.
Jeg er nemlig sådan en, der altid siger Grækenland.
Giv mig en lille ø, en taverna, en omgang tzatziki og en tjener, der virker lettere irriteret over min eksistens, så føler jeg mig hjemme.
Men yngstedatteren mente, at vi skulle stikke af på ferie, mens hendes to storesøstre sad hjemme og læste til eksamen. Og når ens afkom frivilligt ønsker at rejse med sin mor, så griber man chancen.
Derfor endte vi med en afbudsrejse til Antalya.
Femstjernet hotel. Billigt. Mistænkeligt billigt faktisk. Jeg var overbevist om, at der måtte være en hage et sted. Men først skulle vi jo derned.
Og som altid når jeg skal flyve, var jeg overbevist om, at døden lurede lige om hjørnet.
Jeg er ikke bare nervøs for at flyve. Jeg er professionelt nervøs for at flyve.
Jeg har gennem årene udviklet en imponerende evne til at tolke enhver lyd fra flyet som begyndelsen på en international katastrofe. Men mod alle odds overlevede jeg også denne flyvetur.
Hotellet viste sig til gengæld at være fantastisk. Virkelig fantastisk. På restauranten måtte jeg knap nok selv hente et glas vin eller en sodavand. Tjenerne stod nærmest i kø for at hjælpe. Jeg følte mig som en mindre kongelig. En lidt solbrændt kongelig i sommerkjole, men alligevel.
34 grader.
To kæmpestore pools. Alt fungerede. Og ved poolen fandtes to personer, som jeg stadig ikke helt har forstået formålet med.
Pandekagedamen. Og kartoffeldamen.
Hvorfor? Det ved jeg ikke. Men hele dagen kunne man hente friskbagte pandekager og bagte kartofler. Det virkede som et meget specifikt behov at få dækket ved en pool i Tyrkiet, men folk var lykkelige, så hvem er jeg til at stille spørgsmål?
På tredjedagen mente min datter, at vi burde opleve lidt kultur. Det viste sig, at hendes guideuddannelse trods alt ikke havde været spild af tid. Vi hoppede på en bus og tog ud for at se antikke ruiner. Der lærte jeg to ting. For det første ved min datter faktisk overraskende meget om historie. For det andet bliver der meget varmt i Tyrkiet midt på dagen. Mens hun entusiastisk fortalte om oldtidsbyer og historiske monumenter, forsøgte jeg primært at overleve.
Jeg svedte så meget, at jeg nærmest blev en seværdighed i mig selv. Til sidst tog vi tilbage til hotellet, hvor jeg gjorde det eneste fornuftige. Jeg sprang direkte i poolen.
Vi nåede naturligvis også en bazar. Her fandt de tyrkiske sælgere hurtigt ud af, at vi var danskere. Og pludselig begyndte de at råbe efter os:
“Bilka er billigt!”
Jeg ved stadig ikke helt, om det var et salgsargument, en velkomsthilsen eller bare almindelig tyrkisk smalltalk. Men kreativt var det.
Om aftenen ville vores faste tjener gerne imponere os med sin viden om Danmark. Vi satte os ved bordet. Han pegede begejstret på os og råbte:
“HORSENS!”
Hvorfor Horsens? Det ved jeg heller ikke. Vi kommer ikke fra Horsens. Vi havde aldrig nævnt Horsens. Men han så meget stolt ud, så vi nikkede anerkendende.
På hotellet var vi i øvrigt de eneste danskere blandt en mindre hær af glade tyskere. Et vældig fint folkefærd.
De stod tidligt op. Spiste disciplineret. Og virkede generelt meget tilfredse med tilværelsen. Vi faldt glimrende ind.
Dagene gik med faktor 50, rosévin, pools og den slags aftenunderholdning, som objektivt set er lidt plat, men som på charterferier føles helt rigtig.
Det hører simpelthen med. Ligesom buffeten. Ligesom håndklæder på solsenge. Ligesom mennesker, der klapper, når flyet lander.
Og apropos fly.
Hjemturen skulle naturligvis lige minde mig om, hvorfor jeg ikke bryder mig om at flyve. Midt under en omgang ganske livlig turbulens kom der pludselig en besked over højttaleren. Flypersonalet efterlyste en læge eller sygeplejerske.
Perfekt. Lige hvad man ønsker at høre, når flyet samtidig hopper rundt som en vaskemaskine på centrifugering. Jeg nåede hurtigt frem til, at hvis dette var enden, så måtte min ældste datter i det mindste blive fejret som nyuddannet sygeplejerske uden mig.
Vi skulle nemlig direkte hjem til hendes dimission. Heldigvis gik det hele. Vi landede. Ingen døde. Og vi nåede festen.
Så hvad er dommen? Jeg er stadig mest til Grækenland. Måske er det øerne. Måske er det stemningen. Måske er det bare tzatzikien.
Men Tyrkiet overraskede mig. Solen skinnede. Folk var søde. Hotellet var fantastisk.
Og hvis nogen skulle finde på at lokke mig til Antalya igen, ville jeg nok ikke være helt afvisende. Så længe pandekagedamen stadig er der.