I dag er der stort set ingen, der kunne drømme om at ryge en cigaret indendørs. Et tilsvarende holdningsskifte er ved at finde sted på de danske strande. Nu er det blevet god stil og næsten en selvfølge, at man samler plastik og andet løst affald op, når man alligevel går en tur langs vandet.
Nye holdninger skaber også nye aktiviteter og resultater. Danskerne strømmer til de forskellige arrangementer med strandoprydning, og mængden af det “havfald”, som de samler op og afleverer i affaldscontainerne, slår nye rekorder.
Søværnets Havmiljøvogterkampagne, der er Danmarks første og største frivillige fællesindsats mod “havfald”, melder således om markant fremgang på alle fronter. Kampagnen har rundet de 25.000 frivillige medlemmer, og sidste år indsamlede de tilsammen over 500 tons havfald.
Havfald er havmiljøvogternes betegnelse for alt det plastik og andet løse affald, som de samler op på strandene, og mængden af det indsamlede havfald kan bedst måles og beregnes ud fra det udleverede antal af kampagnens specialdesignede havfaldsposer.
Sidste år nåede Havmiljøvogterkampagnen op på at udlevere sammenlagt omkring 400.000 havfaldsposer. De 200.000 blev sendt direkte til de 25.000 frivillige medlemmer, og vurderingen er, at omkring halvdelen af disse poser blev brugt efter hensigten og afleveret fyldte med i gennemsnit 2 kg havfald. Det betyder, at disse poser alene resulterede i indlevering af 200 tons havfald.
De sidste 200.000 havfaldsposer var enten ekstrabestillinger fra medlemmerne – eller poser, der blev hentet fra de 340 udleveringssteder rundt om i Danmark eller uddelt ved specielle arrangementer som eksempelvis “Store Stranddag”. Alle poserne i disse kategorier blev benyttet ekstra flittigt, og skønsmæssigt blev omkring 75 procent af dem afleveret fyldte med i gennemsnit 2 kg havfald. De har derfor bidraget med omkring 300 tons til indsamlingen af havfald. I alt blev der således i 2019 opsamlet og afleveret 500 tons havfald. Til dette tal kan man så lægge havfaldet fra de større havfaldssække.
Havmiljøvogterkampagnen forventer, at tallene vil stige yderligere de kommende år. Tilstrømningen af nye medlemmer er stor og stabil; de enkelte medlemmer bliver mere og mere aktive; og i år bliver der opstillet 12 nye dispensere med gratis havfaldsposer på forskellige danske strande. Forsøg viser, at disse dispensere i sig selv har en selvstændig og meget positiv effekt på mængden af indsamlet havfald.
Søværnets Havmiljøvogterkampagne har eksisteret siden 2006. Med 25.000 frivillige til at spotte olie og samle affald på danske strande og vande er det den første og største fællesindsats til bekæmpelse af “havfald”. Søværnet får hjælp til kampagnen af blandt andet Spar Nord Fonden, Ny Form-butikkerne og Den Blå Planet.