2019 var et fantastisk år for Røde Kors’ genbrugsbutikker. Røde Kors’ genbrugsforretning omsatte for 218 mio. kroner i 2019. Omkostninger i butikker og til supporten fra centralt hold fx centrene og butikssupport var 145 mio. kroner. Derved har Røde Kors-butikkerne skabt et fantastisk resultat på 73 mio. kroner i 2019 til Røde Kors’ hjælpearbejde. Det er en stigning på 21% på bundlinjen fra 2018 til 2019.
– Det er et fuldstændig fantastisk resultat, vi er meget stolte af. Og det kommer af de frivilliges handlekraft, evne til at innovere, skabe nyt, nye fællesskaber og salgskanaler, siger chef for genbrugsbutikkerne, Tina Donnerborg.
Siden nedlukningen af Danmark har Røde Kors’ 240 genbrugsbutikker i hele landet været lukket. Og det kan få konsekvenser for organisationens arbejde fremadrettet og evnen til at agere hurtigt i katastrofer. Derfor er det med stor glæde, at Røde Kors nu genåbner butikkerne.
– Det er fantastisk, at vi nu igen kan invitere kunderne ind i butikkerne, siger chef for genbrugsbutikkerne, Tina Donnerborg.
Efter planen åbner Røde Kors-butikkerne langsomt i takt med, at de kan skabe tryghed for frivillige, kunder og donorer efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.