Ovenstående sætning fyger ikke så sjældent rundt i privaten. Vel krydret med “AHJ hvor I bare overhovedet ingenting forstår!” eller “SKRIIIIID!” – sidstnævnte ofte når man forsigtigt nærmer sig hulen bagerst i huset for at efterlyse vasketøj, og måske forsigtigt antyder, at man måske skulle få luftet lidt ud. Fordi der stinker umiskendeligt af neglelakfjerner og gammel madpakke. Fra tasken, der er skubbet ind under sengen.
Jo jeg er teenagemor. På godt og ondt. Mest godt – for jeg har naturligvis verdens allerbedste børn, herom ingen tvivl, men somme tider udsættes tolerancen altså for nye højder af elastik.
Da de var små, kaldte de altid på mig. Meget højt. Jeg kunne fx ikke gå på toilettet uden der hang unger i nøglehullet og kaldte febrilsk på mig. Det var dengang jeg skrev en klumme om, at jeg lærte et speed-tisse, og lakere negle om natten.
I dag er toilettet et sted, man må trække et nummer til. Og ja, vi har to badeværelser i huset, men “mit” er også pigernes foretrukne, og her er det umuligt at tiltuske sig adgang i tidsrummet 6.45 – 7.40. Så det har lært mig at speedtisse (apropos) på lille badeværelse og lægge makeup i dårlig belysning i spejlet på garderobeskabet.
Jeg tænker faktisk, at den der trodsalder, man taler om i psykologien på børnehavestadiet (eller hvornår det nu er), den er skudt forkert. For jeg husker ikke mine børn som trodsige – før nu.
Eksempel: Jeg kommer hjem fra arbejde. Køkkenbordet flyder, og skole- og idrætstaskerne ligger smidt på må og få, så man må bjergbestige sig ind i stuen. Og når man meget forsigtigt antyder, at det ville være så dejligt at komme hjem til en oplevelse af, at de havde sat deres egne tallerkener i opvaskemaskinen og flyttet taskerne ind i værelset, lyder der bare et samstemmigt: Det har vi da også gjort?
Og ved I hvad – jeg tror faktisk, de mener, de har gjort det. Jeg har læst et sted, at en teenage-hjerne er så meget under ombygning at det svarer til lettere sindssyge, og med det i mente, så skal man jo nok bare smile. Og det gør jeg også. Nogle gange. Det er jo godt, de kan, som min far ville ha’ sagt…
Bedst som jeg sidder her og funderer over livets store tanker om tidsaldre og livsstadier slår det mig, at jeg i bund og grund er så hamrende taknemmelig.
Hvor er jeg heldig! Heldig med at komme hjem til et hus med liv – og rod – høj musik – og lugt af neglelak. Hvor ville det modsatte være trist.
Længe leve vores børn – og den mangfoldighed, de byder os på godt og ondt. Og når de putter sig ind under tæppet sammen med én lørdag aften for at se noget ligegyldigt TV, så glemmer man den sure sms, man modtog tidligere på dagen, og som de sikkert allerede har både glemt og fortrængt…