Der bliver begået færre og færre indbrud i private hjem. Det skyldes blandt andet, at flere danskere er blevet bedre til at beskytte deres hjem mod ubudne gæster.
“Vi kan se, at flere og flere sikrer deres bolig. Man kan godt tænke, at en ekstra lås på døren eller en haspe på vinduet ikke gør den store forskel, men der er en klar sammenhæng mellem antallet af indbrud, og hvor svært det er for tyven at komme ind. Jo sværere det er at være indbrudstyv, jo færre indbrud bliver der kort sagt begået. Derfor er det så vigtigt, at man ved, hvad man skal gøre for at gøre livet surt for indbrudstyven”, siger Claus Birkelyng.
Han giver en række gode råd til boligejerne:
• Bliv nabohjælper. Jo flere i lokalområdet, der holder øje med hvad der sker, og som hilser på de folk, der færdes på vejen, jo mindre sjovt synes tyven, det er.
• Tænd lyset udenfor og klip hækken, så naboerne kan se, hvad der foregår. Tyve vil helst arbejde i det skjulte.
• Sæt censorer op udenfor, så lyset tænder, når man nærmer sig huset
• Brug tænd- og slukure og lad huset se beboeligt ud
• Gode døre, vinduer og låse. Jo sværere for tyven, jo bedre. Jo mere han skal arbejde for at komme ind, jo længere tid tager det og jo mere vil det larme.
• Ring 114 hvis du ser noget. Ring til politiet, hvis du ser eller hører noget mistænkeligt. Dine observationer kan hjælpe vores efterforskning.
• Ring 112, hvis du konstaterer, at et indbrud er i gang netop nu. Politiet vil haste mod stedet og forsøge at fange gerningsmanden.
• Undgå at købe ting, hvis du har mistanke om at de er stjålne. Hvis ingen køber hælervarer, så forsvinder markedet for indbrudstyvene.
På politi.dk kan man under Bestil en betjent anmode politikredsene om at komme ud til at foredrag i dit lokalområde og fortælle om indbrudsforebyggelse.