Cyklistforbundet inviterer til Vintercyklingsuge med fem gode råd mod kolde hænder.
I uge 4 var det igen blevet tid til at finde den indre viking frem, da Cyklistforbundet for tredje år i træk sadlede op til VI CYKLER TIL ARBEJDE-Vintercyklingsugen. Men selv vikinger har brug for at holde hænderne varme, derfor giver Cyklistforbundet alle cyklister fem gode råd med, som kan hjælpe på en kold januardag.
Vintercyklingsugen er den kolde forløber til Cyklistforbundets VI CYKLER TIL ARBEJDE-kampagne, som finder sted hvert år i maj måned. Det er gratis at deltage i Vintercyklingsugen, og cykelvikingerne, der tager cyklen på arbejde i januar, kan vinde flotte cykelpræmier, fx en MBK-cykel. Tilmeldingen til Vintercyklingsugen er åben nu.
”Det kræver lidt ekstra påklædning at cykle i kolde januar, men det er det hele værd: Du laver noget sjovt og aktivt med dine kollegaer og får samtidig frisk luft, god energi og godt humør i en tid, der kan være lidt mørk og trist,” siger Sidsel Friis Marxen, der er projektleder i Cyklistforbundet.
Her er de 5 gode råd til at undgå kolde hænder:
1) Stramme handsker er forbudt
Råd nummer et er at kende din handskestørrelse. Du kommer nemlig hurtigt til at fryse, hvis dine handsker er for små eller for store.
2) Vælg handsker i flere lag
Vil du være sikker på ikke at fryse, skal du vælge handsker i to lag. Det afgørende er ikke, hvor tykke handskerne er. Det er luften mellem de to lag, som giver ekstra varme.
3) Vælg altid uld inderst
Uld varmer og har den brillante fordel, at den også isolerer, hvis dine handsker bliver våde. Er dine yndlingshandsker ikke foret med uld, kan du købe en tynd, ulden inderhandske og bruge under dem.
4) Luffer er varmere end fingerhandsker
I luffer bor dine fingre sammen i ét rum, hvor de varmer hinanden. Derfor er luffer varmere end fingerhandsker, hvor varmen spredes i fem forskellige rum.
5) Brug benene!
Når musklerne arbejder, producerer kroppen varme – og når du producerer mere varme, end kroppen skal bruge til at holde sine centrale dele varme, så sender den resten ud til sine yderste dele. Så med andre ord: Når du begynder at fryse om fingrene, er det bare om at træde i pedalerne!
Læs mere på www.vcta.dk