En smiley på stemmesedlen eller et kryds med guldtusch kan resultere i, at ens stemme bliver erklæret ugyldig ved valget til kommuner og regioner. Få her overblik over, hvad du skal huske, og hvad du skal undgå.
Hvis du vil have din stemme til at tælle med ved valget til kommuner og regioner den 16. november, så skal du sikre dig, at din stemme ikke er ugyldig. For fire år siden var 10.973 stemmer til kommunalvalget ugyldige, uden at der var tale om blanke stemmer.
Det første, du skal huske, er at bruge de to stemmesedler, du får udleveret på dit valgsted. Når du har dem i hånden og er kommet ind i stemmeboksen, skal du blot sætte et kryds på hver seddel. Det skal tages meget bogstaveligt. Et kryds kan dog enten være et ”X” eller et ”+”. Men det dur ikke at skrive et bogstav, en cirkel eller en smiley.
Det er vigtigt, at stemmesedlen ikke får et særpræg. Vi har nemlig stemmehemmelighed i Danmark, og det betyder, at stemmen ikke må kunne genkendes ved optællingen. Derfor må der ikke være tegnet på stemmesedlen, og det er heller ikke tilladt at skrive navnet på den, du vil stemme på. Stemmesedlen må heller ikke være revet itu.
Du kan bruge den blyant eller pen, som ligger i stemmeboksen. Du må også gerne tage din egen blyant eller kuglepen med. Men reglen om særpræg betyder, at der ikke må være sat kryds med en særlig genkendelig skriftfarve, for eksempel en guldtusch.
På stemmesedlen skal det være tydeligt, hvilken kandidat eller hvilket parti/hvilken liste du har stemt på. Det betyder, at du ikke må sætte flere krydser, og at du ikke må sætte kryds uden for felterne eller strege ud på stemmesedlen. Du må heller ikke skravere feltet eller fylde det helt ud.
Hvis du skriver forkert eller kommer til at rive stemmesedlen i stykker, kan du bede en medarbejder på valgstedet om en ny stemmeseddel. Men det er selvfølgelig kun muligt, hvis du ikke allerede har lagt den i stemmekassen.
Det er muligt at stemme blankt. Ønsker du det, skal du lægge stemmesedlen i stemmekassen uden at udfylde den. Dermed bliver stemmen ugyldig, men den vil stadig tælle med i det samlede antal afgivne stemmer og i det samlede tal for valgdeltagelsen.
Ugyldige stemmer ved valget til kommuner og regioner i 2017: