Sæson for gadefest – kender du reglerne?

Hvis du vil holde en vejfest, skal du søge tilladelse hos fx kommunen og politiet, eller brandvæsnet, hvis du vil sætte et større telt op. Få styr på, hvad du skal gøre, før du holder en vejfest.

Selv om det er hyggeligt, og alle på vejen er inviteret med, kan du ikke uden videre holde en vejfest, skriver Bolius.dk på deres hjemmeside, hvor de opfordrer til følgende:

Ved en vejfest, skal du i første omgang søge om tilladelse hos den vejmyndighed, der har ansvaret for vejen:

  • Kommunen er vejmyndighed for de kommunale veje, stier, fortove, rabatter og de private fællesveje i byzone.
  • Vejdirektoratet er vejmyndighed for statsvejene (gælder kun ca. 5 pct. af alle veje).
  • På landet skal du søge om tilladelse hos både de private vejejere og politiet, som også skal give dig tilladelse til skiltning og afspærring.

Hvis du glemmer at søge om tilladelse, overtræder du færdselsloven, vejloven eller privatvejsloven.

 

Hvornår får du svar på tilladelse til vejfest?

Der er ikke faste regler for, hvor lang tid der går, før du får svar. Som regel behandler kommunerne en ansøgning inden for 14 dage, så det er en god idé at sende din ansøgning mindst 4 uger før, du planlægger at afholde et arrangement på et vejareal.

Hvad skal en vejfestarrangør sørge for?

Normale betingelser for arrangementer på veje er, at de skal være åbne for beboer- og udrykningskørsel.

Nogle kommuner stiller krav om autoriseret skiltning og afmærkning

Allerede i ansøgningsproceduren bliver du bedt om at gøre rede for skiltning og afspærring.

Nogle vejmyndigheder kræver, at du sætter autoriserede skilte og afspærring op – det gælder bl.a. for kommuneveje og private fællesveje i Aarhus Kommune.

Hvis du ikke må lave skiltene selv, kan du muligvis låne eller leje autoriserede skilte og spærrebomme af kommunen.

I nogle tilfælde skal du selv anskaffe den reglementerede skiltning og afmærkning ved at leje eller købe materiellet på det private marked. Derfor kan den nødvendige skiltning og afmærkning godt fordyre vejfesten med 1.000-8.000 kr.

Kilde: Bolius.dk