Salget af parcelhusgrunde i Varde Kommune er det bedste i seks år

Varde Kommune har solgt 23 parcelhusgrunde i løbet af 2016. Det er en stigning på fem grunde i forhold til 2015 og det højeste antal siden 2010. Dertil kommer, at der allerede er solgt yderligere syv grunde i starten af 2017. Dermed er udviklingen for alvor ved at vende efter et par mindre gode år.
BYGGERI OG BOSÆTNING
Salget af parcelhusgrunde i 2016 er fordelt geografisk ud over hele Varde Kommune.
Efterspørgslen har været størst i Ølgod og Varde by, hvor der er solgt seks grunde i hver by. Salgene fordeler sig på forskellige udstykninger.
Derudover er den nye udstykning på Vardegårdvej i Varde kommet godt fra start med fire solgte grunde. Grundene overtages dog først i løbet januar og tæller derfor først med i salgstallene for 2017.

Højeste bud uden mindstepris
I Tistrup har efterspørgslen også været god. Her er der solgt fire grunde på Degnevænget.
I 2014 besluttede byrådet i Varde Kommune at udbyde en række grunde til højeste bud uden mindstepris, så interesserede kunne byde på grundene. I 2015 blev der udbudt yderligere grunde på samme vilkår.
Det har sat gang i grundsalget i Ansager, hvor der er solgt tre grunde i den naturskønne udstykning Egedalen, som ligger ned til Ansager å. Yderligere en grund bliver overtaget i januar 2017.
Der er også solgt grunde i Oksbøl, Nordenskov og Agerbæk.

FAKTA:
• Varde Kommune har solgt 23 parcelhusgrunde i 2016 og allerede syv yderligere grunde i 2017. I 2015 var tallet 18, mens 2013 var et lavpunkt med kun seks solgte grunde.
• Efterspørgslen har været størst i Varde by og Ølgod, mens der også har været pæne salgstal i Ansager og Tistrup
• Antallet af solgte kommunale parcelhusgrunde er det højeste siden 2010
• Det er fortsat muligt at købe grunde til højeste bud uden mindstepris i udvalgte områder
• Kommunale parcelhusgrunde til salg kan findes på Varde Kommunes hjemmeside: http://www.vardekommune.dk/byggegrunde

Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl:
”Stigningen i salget af parcelhusgrunde viser, at det går fremad i Varde Kommune. Det er attraktivt at bosætte sig hos os. Grundpriserne er rigtige, ledigheden er lav og erhvervslivet klarer sig godt.”
”Med vores smukke natur og gode muligheder for et godt liv, har vi en stærk samlet pakke, som flere og flere har fået øjnene op for. Den udvikling arbejder vi målrettet på at styrke i de kommende år.”