I seks år har lokale initiativer og projekter fået glæde af donationer fra Salling Fondene via føtex-varehuse. Nu er der igen åbent for ansøgninger.
Siden 2018 har Salling Fondene via føtex-varehuse over hele landet doneret i alt 16 millioner kroner til 71 forskellige lokale projekter, som for eksempel en badebro, et samlingssted, en paddelbane, en bypark, et uderum og en skaterbane – alt sammen til glæde og gavn for lokalsamfundet på tværs af Danmark.
Nu er tiden igen inde til, at ildsjæle kan række ud til varehuset i den lokale føtex og søge om donation til et projekt, som kan skabe aktiviteter og sammenhold i nærmiljøet.
“Vi vil gerne støtte så mange forskellige steder som muligt rundt omkring i Danmark. Jeg er stolt af, at vi i føtex kan være med til at styrke sammenholdet og fællesskabet samt give børn og unge en aktiv hverdag. Sammen med Salling Fondene ønsker vi at gøre en forskel lokalt, og vi glæder os til at høre fra de mange ildsjæle rundt omkring i lokalsamfundene,” siger direktør i føtex, Morten Møberg.
I den kommende tid, når du bevæger dig rundt i bybilledet, vil du kunne støde på tegninger, tekster og billeder, som er med til at understrege føtex og Salling Fondenes fokus på at støtte lokale initiativer.
Fakta
• Ansøgningsfristen er 26. august 2024
• Man kan søge til et projekt gennem den lokale varehuschef
• Hvert projekt kan søge maks 250.000 kroner
• Alle projekter med fokus på bæredygtighed og/eller nærvær samt fællesskab er velkomne til at søge. Det kan være initiativer med fokus på den grønne omstilling, klimaudfordringer, madspild eller projekter, som støtter udsatte unge, skaber en bedre hverdag eller sikrer mulighed for en sund og aktiv livsstil
• Overskuddet fra føtex og resten af Salling Group investeres hvert år enten tilbage i forretningen eller doneres af Salling Fondene til gode formål, som skaber en bedre hverdag for danskerne. Det betyder, at når kunderne handler i en af de 108 føtex-varehuse, er de med til at støtte lokale initiativer og projekter og dermed gøre en forskel
Om Salling Fondene
Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som driver bl.a. føtex, Bilka, Netto, Salling stormagasiner, BR, Carls jr., Starbucks og Skagenfood. Fondene har gennem mange år bidraget til en lang række nationale og lokale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark.
Samtidig har fondene givet en række store donationer til organisationer inden for blandt andet kultur, kirke, sport, forskning og andre almennyttige, almenvelgørende eller værdige formål.
Siden 2012 har Salling Fondene doneret over to milliarder kroner.
Salling Fondene består af to selvstændige fonde:
• Købmand Herman Sallings Fond
• Købmand Ferdinand Sallings Mindefond
Læs mere om Salling Fondene og de lokale donationer her: www.sallingfondene.dk/ansoening/lokale-donationer