Undervisning på tværs af klasser på friskolen og Åben Skole på torsdag den 3. november
Pippi Langstrømpe siger: “Det har jeg aldrig prøvet, så det er jeg sikkert god til!”, og i denne uge arbejder Mejls-Orten-Tinghøj Friskoles elever på tværs af klasser, for sammen at prøve kræfter med bl.a. Astrid Lindgrens forfatterskab.
– Alle kan noget, ingen kan alt, men sammen kan vi en hel del! Derfor sættes der fokus på samarbejde, ligesom der tales til elevernes nysgerrighed, når der arbejdes både teoretisk og praktisk med de forskellige emner, lyder det fra skolens leder, Lis Mærsk Staunstrup.
I uge 44 og 45 brydes hele skemaet op, og klasserne arbejder gruppevis sammen. Eleverne berører deres emner på mange forskellige måder i løbet af de to uger:
I lillegruppe (0.-3. klasse) er ugernes tema “Astrid Lindgrens forfatterskab”.
Eleverne indføres i forfatterskabet ved at arbejde med: skriveværksted, hvor de fremstiller små bøger, Pippis hus fremstilles i skotøjsæsker, der danses og synges, snittes i træværkstedet og spilles dukketeater, ligesom eleverne får historierne fortalt.
Til Åben Skole vil der være smagsprøver, musik og dans, stærkmandsprøver mm.
I mellemgruppe (4.-6. klasse) arbejdes med emnet “handicap”.
– Eleverne skal arbejde i forskellige værksteder, hvor de bl.a. undersøger hvilke forhold i samfundet og i skolen, der har været og er for handicappede i Danmark.
– Eleverne skal prøve mund- og fodmaling.
– Eleverne skal prøve enkelte discipliner fra “paralympiske lege”.
7.-9. klasse arbejder med forskellige emner i de to uger.
8.-9.klasse vil i uge 44 arbejde med et fællesfagligt forløb i naturfag, som leder hen mod 9. klasses prøven. Det handler om drikkevandsforsyning og den enkeltes og samfundets udledning af stoffer.
I uge 45 arbejder alle de ældste elever med reklamer. Friskolen deltager i det landsdækkende arrangement Åben Skole torsdag d. 3. november fra kl. 17-19. På hjemmesiden www.aabenskole.dk står der følgende:
“Ikke to skoler er ens. Heller ikke to elever, to forældre, lærere eller klasser er ens.
Derfor er det af stor værdi at kende områdets skoler, når man skal vælge skole til sit barn – eller hvis man bare gerne vil opleve mangfoldigheden i grundskolen. Åben Skole tilrettelægges i et samarbejde mellem Skole & Forældre, enkelte kommuner samt Dansk Friskoleforening.”
Kom og besøg os på torsdag d. 3. november mellem kl. 17 og 19, hvis du har lyst til at opleve, hvad friskolen har at tilbyde. Alle er velkomne, lyder det fra Lis Mærsk Staunstrup.
Kort om friskolen:
- Oprettet 1992 – kan fejre 25 års jubilæum august 2017.
- Grundtvig-koldsk friskole, hvor det hele menneske, frisind og fællesskab er i centrum – og hvor både dannelse og uddannelse vægtes.
- 178 elever i friskolen fordelt på 0.-9. klasse. Vi afholder afgangsprøver.
- Naturbørnehave med ca. 45 børn (tallet svinger henover året).
- Kontakt: skoleleder Lis Mærsk Staunstrup, 7526 1216 / 2619 2307