Sanne klarer både lynlåsen og strikkeknuden

Har du et par bukser, der er for lange – eller en kjole, der er blevet for stor? Så kan Sanne fra Cotton Wear hjælpe dig.

I butikken i Smedegade i Varde er der indrettet syhjørne ved siden af disken, og når der ikke lige er varer, der skal pakkes ud, eller kunder, der skal vejledes, så er det her, Sanne sidder og sysler.

– Jeg har som sådan aldrig rigtig reklameret med det. Det vist bare sådan noget, folk finder ud af, jeg kan hjælpe med, og det gør jeg meget gerne, smiler Sanne Freltoft Junge bag symaskinen. I dag er det en nederdel, der skal have en ny lynlås i, og i det hele taget spænder det bredt, hvad folk kigger ind med.

Og det hænger nok også sammen med prisen – det er langt billigere at få Sanne til at sy ny lynlås i vinterfrakken, end at købe en ny…

– Det er jo rigtig ærgerligt, hvis man har en kjole, man har været meget glad for, som ikke længere passer, eller er i stykker, så kigger jeg gerne på det, fortæller Sanne. Og det hænder heller ikke så sjældent, at nogen kigger ind med strikketøj, der har slået knuder.

– Jeg er blot glad for at kunne hjælpe, og så er det jo min hobby, det her kreative hjørne, og det er fantastisk at kunne dele ud af viden og ideer, så læg endelig vejen forbi, hvadenten det er en lynlås, der gået itu, eller du drømmer om at komme i gang med at strikke eller hækle. Så finder vi ud af det, lyder det fra Vardes kreative Sanne Freltoft Junge.