Nordenskovs 1. division volleyherrer vandt i søndagens hjemmekamp i Helle Hallen deres 3. sejr af lige så mange mulige.
Sejren på 3-0 (25-19, 25-18, 25-16) blev grundlagt på ca 1 times spil over et ungt, men talentfuldt hold fra DHV Odense.
Kun i korte perioder formåede DHV at presse Nordenskov – som i andet sæt, hvor DHV Odense bragte sig foran med 15-11.
En timeout fra Nordenskov betød dog en hurtig indhentelse af denne føring, samt en periode, hvor Nordenskov kun gav 3 point fra sig og selv formåede at score 14.
Lars Vestergaard Nielsen kom på banen for første gang i denne sæson, hvilket blev bemærket af tilskuerne og gengældt med klapsalver.
Ligeledes Søren Reimann, som netop er blevet udtaget til det danske ungdomslandshold, kom på banen i andet sæt og gjorde ligeledes en god figur.
Cheftræner Simon Højen udtaler efter kampen:
– Vi har godt styr på DHV. Vi server dem rigtigt og sætter samtidig vores blokader og forsvar hensigtsmæssigt.
Vores hold formår at bevare koncentrationen og fokus i store dele af kampen, hvilket har stor betydning, når vi kigger frem mod de næste kampe. Vores næste kamp er en landspokalkamp, hvor kun sejr giver mulighed for at gå videre.
– Modstanderen bliver Ålborg Volley, som spiller i den bedste liga, og vi må derfor forvente en noget større modstand. Vores evne til at kunne bevare fokus og overblik bliver derfor vigtig, hvis vi skal have chancen for at gå sejrrigt fra denne kamp, oplyser Simon Højen.
Pokalkampen mod Ålborg Volley spilles lørdag d. 28. oktober kl. 15.30 i Helle Hallen.