Forleden blev jeg budt indenfor i en debat om tonen på de sociale medier. Og det kommer nok bag på de færreste, at det er noget, jeg har en kraftig og skarp holdning til og mening om.
Jeg arbejder til dagligt på de sociale medier. Jeg er administrator på adskillige borgergrupper, og sidder og trækker lidt i trådene på en del Facebooksider.
DET ER SKRÆMMENDE ALARMERENDE hvad der foregår ved tastaturet rundt om!
Forinden mødet, jeg var til, lavede jeg er kvikt research. Og jeg kunne her erfare, at flere undersøgelser viser, at 3/4 af tastaturbumserne er mænd. Samt at det er tråde vedrørende politik, religion, flygtninge, tro og ligestilling, der appellerer til de mest – lad os kalde dem opsigtsvækkende – kommentarer.
Jeg har arbejdet med politik i efterhånden mange år, og jeg bliver ked af det, når jeg iagttager den mangel på pli, der hersker i netop det regi.
Jo mere nedværdigende, man kan skrive til og om den enkelte, des mere selvfed synes tastaturbumsen at føle sig.
Hvorfra kommer den foragt og dette behov for at kommentere på andres opslag med modbydeligheder og nedladende hånlige kommentarer?
Somme tider tænker jeg, hvem de mennesker er, der sidder sultent der og holder øje med noget, de kan rase over. Hvem er det, der er så fattig, at de er nødt til at benytte sociale medier til at hævne sig eller tilsvine andre mennesker? Gad vide om de selv tror på, det fører noget godt med sig…?
Jeg har sådan et billede inde i mit hoved at nogle sølle ensomme sjæle, der sidder helt alene i deres sofahjørne med telefonen i hånden og bliver ganske tricket af, når der dukker noget op på de sociale medier, de kan brøle af. Som man fx ser ved katteopslag. (Hvad er det med al det had mod katte??)
Opslag:
Har nogen set min kat, den forsvandt for 3 dage siden, I kan se den på billedet her.
Kommentar 1: Den ser sød ud, håber du finder den..
Kommentar 2: Deler lige
Kommentar 3: Hvorfor har den ikke halsbånd på?
Kommentar 4: Katte burde lukkes inde!
Kommentar 5: En død kat er en god kat!
Kommentar 6: Hvis jeg ser din kat, kører jeg den over…
osv osv.
Jeg har selv modtaget både trusler, modbydeligheder og er blevet tilsvinet på de sociale medier. Fordi man ikke var enig med mig i et opslag, en information, en videredelt information fra politiet eller lignende. I starten blev jeg overrasket; det skete også, at jeg blev lidt ked af det, men med tiden har jeg vænnet mig til, at tonen af og til er lidt skarp. Men er det sådan, det skal være? At vi bare skal vænne os til det, og lade stå til? Jeg synes det ikke, jeg synes faktisk, det er tid for at sige fra og sige stop!
Hvis vi nu alle sammen ignorerer de tosser, der sviner og mudrer, mon de ikke bliver trætte? Vi må for alt i verden ikke svare dem – det er benzin på bålet. Men ignorer eller send et smil. Fordi jeg tror faktisk, de trænger til det, tastaturbumserne. Måske er de i virkeligheden så ondskabsfulde, fordi de er rigtig kede af det. Fordi ingen kan lide dem.
Det er dem, der taler grimt om andre i alle situationer, dem der ikke kan glæde sig over andres lykke, dem der hvisker i hjørnet… vi kender dem – ved hvem de er… Vi har ondt af dem…
Jeg håber, I er med – send et smil, såvel som forebyggelse, men måske også som en lille håndsrækning af godhed til de arme sjæle, så de måske kan få det godt igen, og selv begynde at smile. Også på de sociale medier…