SFO og plejehjem mødtes over brætspil og hjemmebag

KLUB:3 fra SFO Lærkereden på Trane Skole og Børneby, har været på besøg på Tistrup Plejehjem medbringende hjemmebag og brætspil. KLUB:3 er aktiviteter målrettet børn fra 3.klasse i SFO Lærkereden på Tistrup Skole.

Det blev til både spil og hygge over kage, kaffe og saftevand med gode fortællinger om dengang, hvor der ikke fandtes computere, man gik i skole om lørdagen og snedriverne nåede 2.etage. Der blev udvekslet skoleerfaringer og børneliv fra fortid og nutid. Børnene havde udvalgt nogle spil fra SFO’en, som de havde med på plejehjemmet og efter introduktion af spilleregler til de ældre, gik det slag-i-slag med terningkast, og brikker der skulle flyttes.

(Artikel fortsætter under foto)


Både plejehjemmets personale og SFO Lærkereden var enige om, at der var grobund for et samarbejde, og plejehjemsbeboerne gav udtryk for, at børnene altid var velkommen til at kigge ind, hvis de skulle komme forbi!

SFO-leder Michael Møller var glad efter dagens besøg: ”Det var fedt at se det samspil, der fandt sted mellem vores børn og de ældre. Via det fælles tredje – i dette tilfælde brætspillet – blev der skabt relation og et afsæt for de mange gode snakke, der fandt sted rundt ved bordene!”
Besøget på Tistrup Plejehjem var et led i ”Projekt: Den gode gerning” – et dannelsesprojekt om glæden ved at give og gøre noget for andre. Næste step er et besøg i den lokale børnehave, hvor KLUB:3 vil lave ’Født til action’ for og med de små. ’Født til action’ er sjove bevægelsesaktiviteter, som børnene fra SFO vil præsentere og facilitere for børnehavebørnene.

(Artikel fortsætter under foto)


Michael Møller slutter af med at rose børnene fra KLUB:3, ”Man bliver bare rørt og glad indeni, når man oplever børnene instruere og hjælpe de ældre med spillets regler og spillets gang. Og det er prikken over i’et at gå derfra og høre flere af børnene give udtryk for, at det bare har været en sjov dag!”