Sjældne dyrearter fundet i Naturpark Vesterhavet

Søndag var der ”Åben Hede”. Et arrangement som trak ca. 30.000 gæster. NaturKulturVarde, som er partner på arrangementet, gjorde to bemærkelsesværdige fund på Kallesmærsk hede.

I forbindelse med Åben Hede arrangementet var NaturKulturVarde ude at “rekognoscere” ved Kallesmærsk Hede. Som del af Oksbøl Skydeterræn, er området lukket for besøgende en stor del af året. Og hvad mange ikke ved er at området gemmer på mange fascinerende dyr og planter.

– Forsvaret gav os en unik mulighed for at undersøge området, og ganske hurtigt stødte jeg på den lille guldløber (Carabus nitens) der kravlede rundt i et området afsvedet af sprængning. Det er en ualmindelig smuk bille, som er meget sjælden i Danmark, og derfor et exceptionelt fund – udtaler Xenia Salomonsen, biolog og leder af NaturKulturVarde.

En anden sjælden art der blev fundet er sommerfuglen Moserandøje (Coenonympha tullia). En lille sommerfugl som er knyttet til planten kæruld, der vokser i næringsfattige områder. Begge arter er hvad man kalder rødlistede arter, hvilket vil sige at de er i risikozonen for at uddø og derfor kræver særlig beskyttelse.

En væsentlig del af hele skydeterrænet i Oksbøl er udpeget som Natura 2000 område. At beskytte naturen, samtidigt med at forsvarets skal sikre et optimalt øvelsesterræn, kræver god forvaltning.

– Det kan virke paradoksalt, at mange af de aktiviteter der er knyttet til forsvarets virke, hvad enten der er tale om kampvognsskydning, skydning fra fly eller artilleriskydning, kan fremme mangfoldigheden af dyr og planter. Men aktiviteterne kan skabe unikke habitater, bl.a. ved at der skabes en mosaik af planter med forskellig alder. En habitat med unge og gamle planter, tiltrækker flere forskellige arter. Jeg ønsker at sikre at denne spektakulære naturtype, de fantastiske historier der er knyttet til området, og forsvarets forvaltningsmæssige arbejde videreformidles til alle – slutter Xenia Salomonsen.