Der må være andre ligesindende, der efter at være blevet alene kunne ønske sig at udvide deres bekendtskabskreds.
Sådan tænkte Susanne Hansen, 58 år og Merete Gottschalk, 62 år – begge fra Varde.
Sammen med Maibritt Bertelsen fra Frivillighuset er de initiativtagere til et nyt aktivitetsrettet netværkstilbud i Frivillighuset.
– Det startede, da vi uafhængig af hinanden kontaktede Frivillighuset med enslydende ideer om at skabe et rum, uden for arbejdstiden, hvor man kan mødes for at udvide omgangskredsen, fortæller Susanne Hansen, som mistede sin mand for et år siden.
Begge kvinder søger en eller flere at dele oplevelser med.
– Det er ikke fordi, vi er ensomme, pointerer Merete, og forklarer, at det i bund og grund drejer sig om at være sammen om noget en fredag eller lørdag, hyggesnakke og nyde et fællesskab.
Merete tilføjer, at når man har et fuldtidsjob er det svært at få etableret et netværk og skabe nye venskaber, især når man som hun, er tilflytter.
– Jeg er skilt, kommer fra Ribe, og vil gerne lære nye mennesker at kende. Og der må vre andre, som savner nogle at gå i biografen med, følges til koncerter med eller gå til sport. Mulighederne er mange, siger de samstemmende.
Ikke dating
Begge kvinder er dog rørende enige om én ting. Initiativet er ikke ment som et datingnetværk.
– Det skal fungere som et sted, hvor man kan mødes, udvide omgangskredsen, og bare være. Få sig en hyggesnak, og måske danne aktive aftaler om cykelture, biografture eller hvad man ellers måtte have af fælles interesser, fortæller tovholder Maibritt Bertelsen.
Mænd og kvinder i alle aldre er velkomne når Frivillighuset onsdag den 30. august fra 18.30 til 20.00 slår døren op til KAFFEen, og inviterer indenfor til en hyggelig, fuldstændig ufarlig og uforpligtende aften.
Arrangementet gentages onsdag i ulige uger.
Der er tilmelding på mab@frivillighuset-varde.dk eller 75 21 21 85, senest d. 29.8.17