Skal vi ikke bare passe hvert sit – SF?

Læserbrev fra fra Poul Burgaard Bjerget 10, Varde og Peter Nielsen Østparken 107, Oksbøl

SF præsenterede i ugens løb et forslag om ikke at udvikle vestkysten, som i lokalpressen blev kaldt et vildt forslag. Det kan vi kun bekræfte at det er vildt. Vi skyder det fuldstændigt ned, og finder at en erfaren partileder burde have respekt for andre landsdeles dagligdag og udvikling.

Kunne man tænke sig, at vi stillede forslag om etablering af 285 meter høje vindmøller med en solid underskov af solpaneler i/på den skønne Eremitage Slette, samt at det ligefrem indhegnes, så i som bonus kan få ulve i Østdanmark? Det vil vi gerne anbefale at der arbejdes på.

I Varde Kommune har vi en turisme strategi, hvor vi har taget solid ansvar for beskyttelse og benyttelse af vores natur. Turisme udgør en meget markant del af vores hverdag, og ved seneste opgørelse udgjorde den omkring 5000 arbejdspladser, og der er p.t. mangel på arbejdskraft. Ville SF kunne acceptere, at man begrænser så tilsvarende markant erhverv i jeres baghave. Pengene skal jo komme et sted fra og det har vi en solid holdning til.

Så kære SF – tænk jer rigtigt godt om, når i kommer med forslag i andre landsdele og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne ser at det mest østlige Danmark, tager en større andel indenfor eksempelvis vindmølle-og solenergi, så ikke hele vores flotte natur bliver klisteret ind i Vestdanmark.