…Det varer nok lige lidt, før jeg siger sådan igen.
Førhen, før verden var af lave, kunne jeg godt finde på at gøre det. Puha sikke noget. Opfordre mine børn til en pjækkedag og suse ud i det blå, gå på cafe og hænge ud og sludre igennem med den datter, der nu var gået i “alenedag med mor-fælden”.
Mit bud er faktisk også, at de takker nej, hvis jeg spørger – fordi de meget hellere vil ud til deres venner – i skole igen.
Min ældste datter fyldte år forleden. Og havde i dagens anledning inviteret sine to skoleveninder. Jeg gik i fuldstændig fødselsdags-retro-mood, købte stor kage, varmede kakao, piskede flødeskum… og som jeg stod der i køkkenet og fik lov at være med på en lytter, blev jeg helt varm og samtidig frygtelig vemodig på én gang.
De havde ikke set hinanden længe, i det virkelige liv. Og så sad de der – med målt afstand og håndsprit, og grinede og speedsnakkede fra første sekund. De havde savnet hinanden – de havde savnet DET – samhørigheden, se hinanden i øjnene, tale sammen RIGTIGT.
Mens jeg sidder og skriver denne klumme på mit hjemmekontor, bager yngstedatteren boller – på teams. Det er da hyggeligt. Jeg kan høre, hvordan læreren imponerende engageret kommer igennem til ALLE elever – der bliver grinet, sammenlignet hævning osv. via teams. Men hvor ville jeg dog ønske for dem, at de stod i skolekøkkenet derude på Campus og kunne puffe lidt til hinanden og smage hinandens brød…
Nu er der gået et år. Og dagens overskrifter er ikke ligefrem optimistiske. Hverdagen, i ny form, kommer tidligst i 2022. Siger de.
For et år siden tog vi på restaurant i Varde. Og sad og talte om, at det her Corona var noget mærkeligt noget, men at det nok snart gik over igen… Ingen vidste, hvad der ventede. At året ville bringe krav om balsamering i håndsprit og irriterende klud i hovedet (jeg forbander det mundbind). Afsavn og 1000 kg frustration.
MEN vi har afholdt krisemøde i hjemmet. Manden er blevet beordret at bygge “noget shelter-agtigt” i haven, fordi vi tror på, at vi må mødes lidt mere end 5 mennesker hen over sommeren – og så gør vi det. Finder noget af det glemte frem til sommer – med havefester, terrassehygge og rosévin under åben himmel. Sammen med alle dem, vi savner! Fordi det trænger vi til. At mærke verden i det virkelige liv.
Og så bliver det nok også til en pjækkedag. I ny og næ igen. Og sikke jeg glæder mig til, det bliver normalt at gøre noget så forkert igen…
Det bliver vel godt igen….