Et skridt nærmere en fuld fusion

Arbejdet med den fulde fusion af DIN Forsyning skrider fremad. Til juni skal de to byråd i Varde og Esbjerg Kommune træffe beslutning om, hvorvidt der skal ske en fuld fusion af selskaberne i virksomheden. De to borgmestre anbefaler et klart ja til fusionen, som vil styrke DIN Forsyning og i sidste ende gavne kunderne.

I juni måned skal de to byråd i Varde og Esbjerg vende tommelfingeren op eller ned til en fuld fusion af forsyningsselskaberne under DIN Forsyning. Selvom DIN Forsyning nu har været en realitet i godt et år, er selskabsstrukturen stadig opdelt efter de to kommuner. Der er på nuværende tidspunkt ti selskaber under DIN Forsyning, og de ledes af i alt tre bestyrelser. En fuld fusion betyder dels, at driftsselskaberne samles på tværs af de to kommuner, hvilket reducerer antallet af selskaber, og dels at virksomheden skal ledes af én bestyrelse i stedet for tre.

Synergier på bestyrelsesniveau
En stor analyse ligger bag en klar anbefaling af et ja til en fuld fusion. Et ja, der bakkes op af de to borgmestre:
– Det oprindelige mål i forbindelse med sammenlægningen af Varde Forsyning og Esbjerg Forsyning var at spare 17 mio. kr. Vi er allerede kommet langt og har på nuværende tidspunkt sparet vores kunder for 8 mio. kr. Med den fulde fusion kan vi komme endnu længere, fordi vi kan udnytte synergierne på bestyrelsesniveau. Det vil betyde enklere beslutningsgange, mindre silotænkning og en mere ensartet styring af virksomheden, udtaler Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune og bestyrelsesformand i DIN Forsyning A/S.

Reducering af investeringsbehovet
Også Esbjergs borgmester Johnny Søtrup kan se klare fordele ved et ja til den fulde fusion:
– Det vil give os gode muligheder for at reducere investeringsbehovet, da vi kan arbejde med et samlet forsyningsområde. I dag træffer vi de rigtige beslutninger på hver side af kommunegrænsen. Men det, der kan virke optimalt isoleret set, giver ikke nødvendigvis mening, hvis vi i stedet tænker de to kommuners selskaber som en helhed, udtaler han.

Et eksempel på de nye muligheder er Årre, hvor Varde Kloak og Spildevand A/S har separatkloakeret. I den forbindelse var det hensigten at nedlægge renseanlægget i Årre og i stedet etablere en pumpeledning fra Årre til Varde Renseanlæg. Hvis den fulde fusion vedtages, vil det i stedet være oplagt at sende spildevandet fra Årre via Grimstrup til Esbjerg. Denne manøvre vil spare kunderne i DIN Forsyning for et større millionbeløb i investeringer, fordi der vil være behov for en markant kortere pumpeledning.

Klar til at tage skridtet fuldt ud

I forbindelse med beslutningen om den fulde fusion kunne det være nærliggende at undre sig over, hvorfor man ikke tog skridtet fuldt ud for et år siden, da DIN Forsyning blev etableret.
– Nogle kunne måske finde på at stille spørgsmålet om, hvorfor vi ikke bare har gjort det hele på en gang i stedet for at bryde det op i mindre bidder. Svaret er, at det har været vigtigt for os at have os selv med i processen for at sikre det bedste resultat. Vi var ikke klar til at tage skridtet fuldt ud fra starten. Det er vi nu, og derfor har det givet god mening at dele fusionen op i flere faser, slutter Erik Buhl.

Vedtages den fulde fusion, vil der blive holdt stiftende generalforsamling i december 2017, og fusionen vil blive gennemført med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 2017.

Fakta:
I dag består DIN Forsyning af ti selskaber: DIN Forsyning A/S, Esbjerg Forsyning Holding A/S, Esbjerg Vand A/S, Esbjerg Spildevand A/S, Esbjerg Varme A/S, Varde Forsyning A/S, Varde Vandforsyning A/S, Varde Kloak og Spildevand A/S, Varde Varmeforsyning A/S og Varde Affald A/S.

Vedtages en fuld fusion, vil DIN Forsyning i stedet bestå af seks selskaber ledet af én bestyrelse: DIN Forsyning Holding A/S, DIN Forsyning Vand A/S, DIN Forsyning Spildevand A/S, DIN Forsyning Varme A/S, DIN Forsyning Affald A/S og DIN Forsyning A/S.