Varde Kommune: Appen Vizgu og en trykt skulpturguide skal præsentere turister og borgere for de 111 værker, som er fordelt i byrum over hele Varde Kommune.
Kunstinteresserede kan fremover let finde historien bag værker som ”Ulvetider”, ”Slæden” og ”Vindrosen”.
Varde Kommunes 111 kunstværker langs veje, i parker og i vandet er netop blevet tilgængelige i appen Vizgu. Appen giver brugere mulighed for at læse historien bag enkelte værker og følge tilrettelagte kunstruter i hele kommunen. Appen bliver løbende opdateret med flere historier.
Værkerne bliver samtidig tilgængelige i fysisk format i en ny skulpturguide, der fra denne uge blandt andet kan findes på biblioteker, museer og hos turistbureauer.
Rundvisninger hele sommeren
Appen og den nye skulpturguide bliver indviet med kunstvandringer hele sommeren i Varde og Ølgod, hvor henholdsvis Kunsthal Varte og Skulptur Ølgod viser rundt.
Datoer og tidspunkter kan findes på Facebook-siden Kultur og Fritid i Varde Kommune. Tilmelding er gratis.
Mads Sørensen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune:
“Varde Kommune ligger i toppen, når det gælder antallet af kunstværker i det offentlige rum. Det er vi stolte af, og nu får både borgere og turister bedre mulighed for at gå på opdagelse i historierne bag de mange værker.”
Fakta
Vizgu er tilgængelig i både App Store og Google Play.
Skulpturguiden kan tilgås i digitalt format via vardekommune.dk/skulpturguide.
Varde Kommune vil gerne høre fra kunstinteresserede, der ved mere om de enkelte værker. Skriv til skulptur@varde.dk med input til beskrivelserne i Vizgu.
De nye formidlingstiltag skal ses i lyset af, at Byrådet tidligere på året vedtog en kunsstrategi for Varde Kommune.