Mads Vig springer ud som forfatter

Han er ikke blot en særdeles dygtig TV-Glad journalist, Mads Vig er også kompetent indenfor videoredigering, tilrettelæggelse og SO-ME ansvarlig, og nu kan han såmænd tilføje endnu en titel på visitkortet. Mads er nu også forfatter.

– Jeg har valgt at udgive en bog – om alle de ting, jeg har oplevet, især i min tid på TV Glad, fortæller Mads Vig, der også er tilknyttet redaktionen på GoVarde.

Flere havde opfordret Mads til at skrive på en historie om alt det, han oplever på sin færd rundt i verden med mikrofon og kamera, og nu er der kommet en bog ud af det.

– Jeg har skrevet på den de seneste 3-4 måneder, og selv om der naturligvis er flere gode historier, så er der primært tale om en fotobog, forklarer Mads Vig, der ikke har tal på de mange billeder, han har liggende i arkivet.

– For mig er det ikke sådan det helt store, når jeg skal interviewe kendte, men når jeg fortæller om det bagefter, så kan jeg godt se, at folk synes det er ret vildt, og ærligt, så har der da også været nogen, hvor jeg har haft lidt sommerfugle i maven over at skulle møde, indrømmer Mads.

Han har gennem tiden interviewet mange kendte personer fra live-shows på TV, fra musikprogrammer – skuespillere og politikere.

– Jo, jeg har altid prøvet at være meget alsidig, og det er vigtigt for mig, hver gang jeg møder dem, jeg skal tale med, at jeg er forberedt. Jeg bruger meget tid på research. For eksempel inden jeg skal til Open Air, så har jeg sat mig ind i, hvad de kunstnere, der optræder, er for nogen. Så er det nemmere at stille gode spørgsmål, fortæller Mads Vig, der altid har fri adgang til backstage alle steder.

– Alle kender jo TV Glad, og de fleste kender også mig efterhånden. Jeg synes generelt vi bliver taget rigtig godt imod, og somme tider oplever jeg også, at nogle kunstnere siger nej til andre medier, men ja til at tale med mig og TV Glad. Det sætter vi virkelig stor pris på – at uanset hvor pressede de er, så prioriterer de TV Glad…

Mads Vig er til daglig på redaktionen på TV Glad, blandt andet som SO-ME ansvarlig, og derudover er han tilknyttet som freelance hos GoVarde, primært med fokus på videoredigering, og som en ekstra hånd på Radio Varde. I sin fritid spiller han guitar og – som han siger – så bruger han meget af sin vågne tid ved en MacBook – fordi ”man kan jo altid blive dygtigere…”

Du kan læse mere om Mads’ bog her: http://www.madsnews.dk/

Og du kan bestille et eksemplar (150,-) her: http://www.madsnews.dk/webshop