Sommerhilsen og opfordring fra SSP-Varde

HILSEN FRA SSP VARDE:

Der er sommer på vej … – Sommerhilsen og opfordring fra SSP-Varde
Det er lunt! Solen varmer, aftenlyset forlænges, solsorten synger, vaccinesprøjterne har dækket vores allermest sårbare – og nu venter vi alle på, at det bliver vores tur til at blive ”dobbelt-prikket”.
Alt bliver godt og snart skal vi samles, hygge og ”catche op” på hinanden – Det samme skal alle vores unge.
Skoler, børnehaver og bålhuse rundt i hele kommunen, er ofte blevet brugt som festplads, når ungelivet fredag og lørdag aften inviterede ind til hygge. Oftest starter det hyggeligt og godt – men ud på de små timer har sammenkomsterne af og til udviklet sig med skrald, flasker, affald og desværre også en gang imellem til hærværk og ødelæggelser uden nogen følte ansvar.
Men hvorfor er det skoler, børnehaver og bålhytter, der skal ligge område til unges festkultur – uden opsyn, uden ansvar – uden vært? Hvorfor har festkulturen flyttet sig ud i det offentlige rum? Er det fordi unge ikke vil være hjemme eller vil være alene? Nej – Ikke ifølge de unge selv – tværtimod!
Ungeworkshops om ny alkoholkultur har udarbejdet en række gode råd til forældre om unges alkoholkultur.
For eksempel:
• ”Sørg for god dialog”,
• ”Dit barn skal selv kunne købe alkohol, inden du køber eller giver alkohol med til fest”
• ”Åben hjemmene – Lav fester og hygge, hvor der er forældre i nærheden”.
Det er tre rigtig gode bud!
Lad os følge de unges gode råd og lad os åbne vores hjem og haver op. Lad os genopfinde den gode værtsfunktion og tage festkulturen hjem igen.
Vi ved, at alle skoler, dagtilbud og bålhytter gerne giver plads til hygge, snak, boldspil, samvær og ungeliv. Men de ønsker ikke at være arenaer for unges drukkultur – det er en forældre opgave!
Det er forældrene, der skal skabe rammerne under trygge forhold.
Druk i det offentlige rum er ikke trygge forhold – her er oftest tale om stor aldersspredning, stor forskel i erfaring og ingen opsyn eller nogen der har ansvaret – og nogen gange udvikler det sig negativt…
Men drukkulturen er under forandring! I en netop færdiggjort undersøgelse af unges liv på grundskoler og ungdomsuddannelser ses begyndende tegn på en ny alkoholkultur!
7. årgang og 8. årgangs alkoholkultur ligger markant bedre end tidligere – særligt ift. debutalder og fuldskab! Denne ændring er markant tydeliggjort gennem de sidste års Ungeprofilundersøgelser. Denne nye kultur skal vi understøtte og styrke ved fælles hjælp.
Unge er fantastiske og fortjener kæmpe ros – især de, der går forrest i den nye alkoholkultur og unge, der deler ud af deres erfaringer.
Lad os nyde de lyse og lune forårs- og sommeraftener med haven og stuerne fulde af unge der hygger. Lad os tage festerne hjem igen – ikke aflyse dem – men tilføje en vært… præcis som de unge anbefaler.
Fælles om ungelivet –
Med venlig hilsen og God sommer
SSP-Varde