Stærke navne til Owen Luft 2018

Arrangørerne bag ”Owen Luft Kånsert” – Agerbæk SF og Nordenskov Ungdoms- og Idrætsforening – har 6 topnavne på plakaten til en billetpris på kr. 440,- + gebyr. Arrangørerne garanterer, at man ikke vil kunne høre græsset gro på stadion denne Sankt Hans lørdag den 23. juni 2018. Til gengæld vil der være festivalstemning og ægte dansk råhygge under åben himmel hele dagen.

THOMAS HELMIG – de seneste 4 år har Thomas Helmig bl.a. brugt på at tage landet rundt med sit første soloshow ”Mutters Alene”. Til sommer er han klar til at tage på tur med sit stærke hold Claes Antonsen, Jacob Andersen, Christian Douglas, Poul Reimann, Søren Runge og Emil Falk bag sig. Med Thomas Helmig på scenen er der lagt i kakkelovnen til fed soul, pop og funky rytmer fra start til slut. Et længe ventet gensyn på Owen Luft scenen.

RASMUS SEEBACH – blot 7-8 år på bagen som live-artist, men det til trods er hans koncerter kendt vidt og bredt for at være på allerhøjeste niveau – der er garanti for en kvalitativ og spektakulær koncert krydret med nærvær, når Rasmus træder ind på scenen. 24. november 2017 udkommer det længe ventede album ”Før Vi Mødte Dig”. Med den i bagagen og et utal af hits fra tidligere albums er vi klar til et gensyn på Owen Luft scenen, og som Rasmus siger; ”at spille live og høre publikum synge med overgår alt – så lever musikken, og den ægte magi skabes sammen med publikum”.

NIK & JAY – sidste band på scenen. De smider den ene hit single efter den anden, som hver gang er noget helt nyt og anderledes, og som samtidig nærmest folder sig ud som en ny signatur lyd for Nik & Jay. Det er ærligt, det er jordnært og det rammer lige i hjertekuglen og man bliver indfanget, bevæget og glad. Senest er det ’Linje H’ der i al sin enkelhed er Nik & Jay, som danskerne aldrig har hørt dem før. Helt tæt på, akustisk og alligevel fuld af ”flere metaforer og ord der fanger, på et gyldent sprødt flow, li’som go’e croissanter”, som Nik rapper i andet vers. 2017 var Nik & Jay’s år – lad det fortsætte i 2018.

Carpark North – ny på Owen Luft scenen – er et absolut topnavn på den danske musikscene. De er kendt og elsket for deres udadvendte og storladne liveshows, der hiver publikum ind i et inferno af lys, kuldegysninger, energi og bunkevis af hits. Publikum bliver altid efterladt med et fyldt hjerte og et slidt stemmebånd. 14 års legendariske og nutidige hits leveres af bandet på Owen Luft scenen for første gang – sommerens brag af en rockkoncert.

Michael Falch & DÉT BAND – med sin medvirken i dette års udgave af Toppen af Poppen og med ungdomserindringerne ”Til grænsen”, som Gyldendal udsendte i oktober, har Michael Falch lige nu så meget gang i karrieren som i sin vilde ungdom i MALURT tilbage i 80’erne. Han har lagt det succesrige eventyr med KrebsFalch bag sig, og med blikket rettet mod sommeren 2018 skruer Michael Falch nu op for energien i eget navn omgivet af DÉT BAND, der regnes for ét af landets absolut stærkeste rockbands. Der er dækket op til et gnistrende og vitalt rockshow.

Burhan G – ny på Owen Luft scenen – er kendt for sine følelsesladede ballader og uptempo pophits. En god sang bygger på personlige oplevelser, og Burhan er, med sin klokkeklare vokal, en af de bedste artister i Danmark til at synge sine følelser ud, så publikum kan mærke det. Det kunne også mærkes helt hjemme i stuerne, da Burhan G deltog i årets udgave af Toppen af Poppen. Vær klar ved scenen til ”Lucy” og alle de andre hits, når Burhan G med sit fantastiske og håndplukkede band sparker Owen Luft i gang kl. 12.30.

 

Billetprisen for 6 topnavne er kun kr. 440,- + forsalgsgebyr og hver person kan max. købe 6 billetter. Billetsalget starter torsdag den 1. februar 2018 kl. 9.00 på udvalgte salgssteder og billetnet.

Børn under 12 år ifølge med voksne har dog gratis adgang. Der er også denne dag tænkt på børnene, idet det gratis Legeland har åbent indtil kl. 18.00.

Traditionen tro arrangeres buskørsel til og fra koncerten. Busplanen kan ses på hjemmesiden eller udleveres på billetsalgsstederne.

Mere info på www.owenluft.dk.