Studiecenter Campus Varde – en mulighed med perspektiv!

Læserbrev, indsendt af Heidi Bundgaard, Sletten 110, Varde, Kandidat til kommunalvalget ’21, Det Konservative Folkeparti

Der er en udbredt holdning til, at det er ærgerligt, at de unge mennesker rejser fra barndommens gade i Varde Kommune for at studere i Århus, Odense og København. Ikke fordi uddannelse er dårligt, men fordi statistikken viser, at de unge sjældent flytter hjem igen, når studiet er i hus og karrieren skal i gang. Det er skidt for bosætningen, udviklingen og den mangel på kvalificeret arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger.
Det Konservative Folkeparti sidder ikke med hænderne i skødet og begræder de unges valg. Tværtimod! Vi vil gerne støtte de unge menneskers muligheder for at blive i nærområdet og studere.
I Ringkøbing-Skjern Kommune danner INNOVEST rammen om et Studiecenter, hvor unge mennesker møder ind og studerer online. De sidder i hyggelige og moderne studiefaciliteter, med kantine og masser af internet. De unge i Ringkøbing-Skjern Kommune fortæller, at det virker! De fortæller, at de er begejstrede for muligheden for at studere uden at skulle flytte – man kan fastholde kontakten til vennerne, håndboldholdet og mor og far.
Lad os inspirere og lad Campus Varde være rammen for de unge i Varde Kommune, som har lyst til at studere, men knap så meget lyst til at flytte langt væk og lad os sammen høste frugten, når de så vælger at blive i nærområdet, når jobbet skal i hus og familien skal stiftes. Det kalder vi win-win!