2. påskedag var den hidtil travleste dag nogensinde på de syddanske teststeder. Næsten 95.000 syddanskere blev testet for corona, og det er regionsrekord.
Med 56.371 hurtigtests og 38.418 PCR-tests skriver 5. april 2021 (2. påskedag) sig nu ind i den syddanske coronahistorie som dagen, hvor der blev slået rekord i, hvor mange personer der tog en test.
Regionen og Carelink, der bemander hurtigteststederne, havde indkaldt ekstra personale og udvidet åbningstiderne på mange teststeder. Også Ambulance Syd rykkede massivt ud med deres mobile testenheder. Og det gav pote: Samlet set fik 94.789 syddanskere taget en coronatest i mandags.
Koncerndirektør Kurt Espersen fra Region Syddanmark roser alle, der har bidraget til regionsrekorden:
– Vi ved, at der mange steder har været kø, og at mange syddanskere har brugt lang tid på at få en test. Samtidig kan vi også konstatere, at de mange medarbejdere, der har været på arbejde hen over påsken, i den grad har taget en for holdet. De har virkelig haft rigeligt at se til – især 2. påskedag. Så stor ros og tak til alle herfra.
De 95.000 tests dækker ikke engang alle de coronatests, der blev udført 2. påskedag i Region Syddanmark. De coronatests, der blev udført på rejsende i Billund Lufthavn, blandt rejsende, som skulle krydse grænsen for at komme ind i Danmark, samt på de syddanske sygehuse er ikke med i regnestykket for 2. påskedag.
Flere kan få en hurtigtest – udnyt hele åbningstiden
Inden påske kunne der tages op til 34.000 hurtigtests og op til 33.200 PCR-tests i Region Syddanmark i døgnet.
Der er dog ikke mange dage, hvor kapaciteten har været fuldt udnyttet for begge testtyper i ydertimerne, men med samfundets gradvise åbning forventer Kurt Espersen, at presset på alle teststeder generelt vil stige lidt.
Det er også på den baggrund, at kapaciteten i forhold til hurtigtests er steget, så der nu kan tages op til 58.500 hurtigtests om dagen i Region Syddanmark.
Kurt Espersen siger:
– Vi lægger os i selen for at teste så mange som muligt hver dag. Men det er vigtigt, at man som borger udnytter hele åbningstiden, hvis man skal have en hurtigtest, og forsøger at komme inden kl. 15 og efter kl. 17 på hurtigteststederne. Og gerne om morgenen. Samtidig er det vigtigt, at vi minder hinanden om, at poderne fortjener respekt for det arbejde, de udfører. Eller sagt på en anden måde: Hold den gode tone. Også selvom du er træt af at vente.