”Tak for 10 spændende år.”

Da 10iCampus slog dørene op på det nyopførte Campus for nu 10 år siden, var det Lis Boe-Hansen, der tog imod de mange nye elever, der havde valgt at gå i 10.klasse. Og nu, 10 år senere, takker hun af og overlader roret til Martin Haldbo Hansen.

– Det er ikke en beslutning, der er kommet hen over en nat, lægger Lis Boe-Hansen ud. Hun flyttede sidste år sammen med sin mand tilbage til hjemstavnen på  Fyn, dels for at komme ”hjem” igen – dels for at være tættere på børn og de 6 børnebørn, der er kommet til.

– Jeg skal ikke ”bare hjem og gå” – det ved folk også, der kender mig. Jeg skal bare noget andet. Noget nyt. Måske kaster jeg mig over lokalpolitik, jeg skal også spille mere golf – og hvem ved, om jeg finder på noget helt nyt..? smiler Lis Boe-Hansen.

Sammen med den ny afdelingsleder har hun gjort klar til 2021 på 10iCampus. Året har været ganske anderledes end de forrige, og det er stadig usikkert, hvorledes tiden ser ud, når skolen åbner efter juleferien, grundet Covid-19.

Lis har altid været aktiv og deltaget ved de mange aktiviteter på 10iCampus, her der ryste-sammen-tur tilbage i august i år ved Karlsgårde.

– Jeg er ked af, at jeg ikke kan holde en rigtig festlig afslutning. Det har været 10 bragende gode år; der er så mange positive ting at pege tilbage på, og jeg har mødt så mange mennesker, jeg gerne ville have trykket i hånden, inden jeg kører ud fra Campus’ parkeringsplads en sidste gang, lyder det fra Lis.

– Der er mange milepæle. Jeg tænker, at 10. klasse i Varde Kommune generelt er blevet løftet, – det er helt ok at tage 10. klasse med – og det er en kombination af, at vi har turdet udvikle på en af og til meget nytænkende måde, og at der er et virkelig kompetent lærerteam – og så det stærke samarbejde på tværs af uddannelserne på stedet. Jeg er stolt af, at jeg har været en del af det – og jeg er ganske tryg ved at overlevere lederkontoret til Martin, – jeg tror på, den gode udvikling fortsætter, slutter Lis Boe-Hansen.

Læs også:

Martin er ny afdelingsleder på 10iCampus