Take-away læseposer fra Varde Bibliotek

Savner du dit bibliotek lige så meget, som biblioteket savner dig?

Nu kan du igen bestille en pose fyldt med gode bøger, lydbøger, film eller andet

– alt sammen håndplukket og pakket af Varde Bibliotek.

Læseposerne kan afhentes på dit lokale bibliotek mandag-fredag kl. 10-17, eller i dit lokale supermarked. Adgang til bibliotekerne er via selvbetjening, så husk dit sundhedskort og kode.

Sådan gør du

Du bestiller dine bøger på bibliotekets hjemmeside www.vardebib.dk<http://www.vardebib.dk>

Her ligger der en ‘bestillingsseddel,’ hvor du kan vælge de emner og genrer, du er mest interesseret i. Du kan selvfølgelig også bede om specifikke titler.

Bøgerne pakkes i bibliotekets klimavenlige sukkerrørsposer. Medarbejderne har vasket og sprittet hænderne grundigt, og biblioteket overholder naturligvis sundhedsmyndighedernes anvisninger, når poserne bliver gjort klar.

Du modtager en mail, når bestillingen er færdig. I mailen fremgår det, hvor og hvornår du kan afhente læseposen. Afhængigt af efterspørgslen kan der forekomme ventetid. Du kan også modtage reserverede materialer i læseposerne.

Hvem kan bestille læseposer?

Både børn og voksne kan være med. Man skal være borger i Varde Kommune og oprettet som låner på Varde Bibliotek. Hvis man ikke er låner, kan man oprette sig med Nem-ID på www.vardebib.dk Med venlig hilsen Alice Ravn Skibsted Filialleder Ølgod Bibliotek & Kulturhus