Halvdelen af landets tandlæger har fået flere patienter med syreskader. Pas på med at slukke tørsten i sommervarmen med sodavand og energidrikke, advarer Tandlægeforeningen.
Isninger i tænderne. Små stykker af tænder, der brækker af. Slidte og let misfarvede tænder. Det kan være tegn på, at du har syreskader på tænderne. Og meget tyder på, at flere danskere har fået syreskader.
Halvdelen af landets tandlæger har inden for de sidste tre år fået flere patienter i tandlægestolen med syreskader på tænderne. Det viser en ny rundspørge blandt næsten 1.000 tandlæger, som Tandlægeforeningen står bag.
”Det er en bekymrende udvikling. Syreskader skal tages alvorligt, for de kan i værste fald betyde, at man skal have omfattende behandling resten af livet, fx tandkroner og facader på flere tænder. I bedste fald kan man slippe med at skære ned på det, der er årsagen til skaderne, fx sodavand og energidrikke,” fortæller Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.
Tænderne ligger i syrebad
Syreskader opstår, når tænderne mister mineraler og slides, fordi de ofte og over lang tid udsættes for noget syreholdigt, fx læskedrikke, sur frugt, frugtsaft, smoothies eller surt slik. Ifølge Susanne Kleist er sodavand og energidrikke nogle af de helt store syndere.
”Hvis man drikker små slurke af sodavand over flere timer, som mange gør, udsætter man tænderne for et konstant syrebad. Det gælder om at få sodavanden hurtigt forbi tænderne, og så skylle munden i vand bagefter, da vand bidrager til at neutralisere syren. Og læskedrikke med mærkaten ”light” eller ”diet” kan være lige så skadelige som de sukkerholdige drikkevarer,” advarer Susanne Kleist.
Netop sodavand og energidrikke hitter hos danskerne. Ifølge DTU Fødevareinstituttet er salget af sodavand i Danmark steget med 24 procent siden 2012, og salget af energidrikke er næsten femdoblet fra 2010 til 2019. Det kan være en del af forklaringen på, at tandlæger ser flere og flere med syreskader.
Syreskader skal opdages i tide
Syreskader er svære at opdage for andre end tandlæger, og det er derfor vigtigt at gå regelmæssigt til tandlæge, som også kan vurdere, om du har risiko for at udvikle syreskader. Det forklarer Susanne Kleist:
“I de tidlige stadier kan man typisk hverken se eller mærke syreskader. Når skaderne er mere fremskrevne, kan tyggeoverfladerne på de bagerste tænder blive flade og gullige, og fortændernes skæreflader kan se grålige og gennemsigtige ud. Tændere kan blive kortere, og der kan brække små stykker af dem. Nogle får isninger i tænderne, når de indtager noget koldt eller børster tænder”, siger Susanne Kleist.
Gode råd, hvis du vil undgå syreskader
Indtag en sund og velafbalanceret kost og begræns dit daglige indtag af syreskadelige føde- og drikkevarer – også drikkevarer med mærkaten ”light” eller ”diet.”
Indtag så vidt muligt sure fødevarer i forbindelse med hovedmåltiderne fremfor mellem måltiderne.
Vælg alternativer til syreholdige produkter, fx vand eller mælk og vælg primært produkter med et højt indhold af calcium.
Skyl ikke syreholdige drikkevarer rundt i din mund.
Undgå at indtage sure føde- og drikkevarer i mange små bidder eller slurke over en længere periode.
Skyl munden med vand, efter du har indtaget en syreholdig drik.
Spørg din tandlæge til råds, hvis du lider af mundtørhed, da du har en øget risiko for syreskader.
Brug altid tandpasta med fluorid og gerne tin (tinfluorid).
Gå regelmæssigt til tandlæge, så din tandlæge kan holde øje med sundhedstilstanden i din mund.