Jeg er mor til tre. Tre vanvittig dejlige piger – de bedste i verden faktisk. De er født indenfor 4 år, og den ældste fylder 21 år lige om lidt.
De bor alle hjemme, men jeg ved det jo godt – indenfor ganske få år er de rejst ud i verden… Tanken gør mig både klam i håndfladerne og våd i øjnene, men når det er værst, så råber jeg til mig selv – rigtig højt inde i hovedet – at jeg skal tage mig sammen og være lykkelig over at jeg har opdraget tre piger til selvstændige og ansvarlige voksne, der er i stand til at tage vare på sig selv.
Men. Når sandheden skal frem – og det må den gerne komme – så gør jeg intet for at sende dem videre. Lige nu. For jeg er simpelthen så vild med at have det banegårdshurlumhejhus, de selv beskriver vores bolig som.
Den ene del er indrettet som ungeafdelingen – her bor de tre piger – og til dels også de ældstes kærester. Jeg ved aldrig helt, hvor mange munde der skal mættes i kollektivet, når vi når til aften, men det gør ikke noget, råber jeg ned i deres afdeling og sørger for, der er rigeligt med med føde.
På trods af, at de er så gamle, som de nu er, kører jeg dem stadig gerne fra A til B – ja vi har endda købt en bil til dem. “Curlingbørn” kalder deres veninder dem, og fniser. Og det er sandt. Jeg har FORKÆLET mine børn fra den dag, de blev født. Stillet op som en frådende løvemor, hvis jeg vurderede, nogen ville dem noget ondt. Hjulpet dem med skoleopgaver og siddet i timer og set på danseopvisninger og taekwondo- og håndboldkampe.
Det med skoleopgaver er nu en saga blot. Jeg kan slet ikke følge med på det niveau, gymnasierne kører i dag – hvad er der dog sket siden min studentertid i 1991? (Den skulle lige ud)
Man kan ikke forkæle sine børn for meget – så længe det er krydret med god sund opdragelse. Og den tid, man bruger på og sammen med sine børn kommer aldrig skidt igen. Jeg tog forældreorlov i knap 3 år for at være sammen med dem, da vi var små. Det fortryder jeg ikke et øjeblik! Det meste af mit arbejdsliv fra 2005-2015 var deltids. OG. Når jeg tænker tilbage på de perioder, hvor jeg sad i job, der krævede alt for meget tid, og til tider gav stress, så bliver jeg ked af det. Men jeg bliver glad igen, når jeg så husker videre på de valg, jeg traf, hvor vi måske ikke havde så mange penge, men hvor jeg fik lov at have TID sammen med de bedste børn i verden.
Ja, jeg sad lige og blev lidt vemodig, fordi ældstedatteren og svigersønnen kigger på boliger. Og næste i flokken er begyndt at tale om Århus. Men det gik over igen – fordi det er så rigtigt – en ny epoke er på vej, og om jeg så skrev 1000 klummer om det, og mentalt gik i forberedelsesmood på stilheden, der venter her i hjemmet, så vil jeg tudbrøle den dag, traileren kører hen af gaden. Men jeg vil samtidig være pivstolt! Er det ikke sådan, det skal være – når alt kommer til alt?