Tømmermænd er betegnelsen for det ubehag, du kan mærke i hovedet og kroppen, timerne efter du har drukket for meget alkohol. Du har typisk kvalme, hovedpine og ondt i maven. Du kan føle dig svimmel, ryste, have hjertebanken, føle dig tung og træt og i det hele taget bare have det dårligt. Symptomerne skyldes især:
- væskemangel – alkohol øger udskillelsen af vand fra kroppen. Du tisser mere væske, end du drikke
- forgiftning med en række stoffer bl.a. methanol (træsprit), som findes i næsten alle alkoholiske drikke i varierende mængde
- for lavt blodsukker, fordi dit stofskifte forstyrres af alkoholen.
Dertil kommer, at du ofte også har sovet mindre – og dårligere – end du plejer, spist federe og mere usundt og måske ærgrer du dig også over ting, du har sagt eller gjort… Det har alt sammen betydning for, hvordan du har det dagen derpå.
Hovedpine ved tømmermænd skyldes, at din hjerne rent faktisk skrumper en anelse. Det gør den, fordi du mangler væske. Så trækkes væsken fra kroppens organer – i det her tilfælde hjernen – og ind i blodet. Når hjernen skrumper, trækker det i de følsomme hinder omkring hjernen, og det gør ondt! Hjernen selv har ingen nerver, så det er ikke hjernen, der gør ondt, selvom det godt kan føles sådan.
Rødvin
Hvem får tømmermænd, og hvilken type alkohol er værst?
Alle kan få tømmermænd. Der er stor individuel forskel på, hvor meget alkohol, der skal til, for at du får tømmermænd. Kvinder får nemmere tømmermænd end mænd.
Hvis du vil sikre dig, at dit alkoholforbrug ikke er skadeligt for dig, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du højst drikker fire genstande ved samme lejlighed og ikke mere end ti genstande på en uge – og det gælder både mænd og kvinder. Mørke drikke som whisky, rom, rødvin og cognac er generelt værre end lyse drikke som hvidvin, vodka, gin og champagne. Det skyldes, at de mørke drikke indeholder mere methanol og flere såkaldte “congener”, som er med til at give sværere tømmermænd.
Vidste du, at
- der er methanol (træsprit) i stort set alle alkoholiske drikke?
- der er mere end seks gange så meget methanol i whisky, som der er i vodka?
- rødvin giver værre tømmermænd end hvidvin?
- at tømmermænd hedder veisalgia på latin?
Hvad er forløbet?
Tømmermænd starter ofte timer efter, du drak den sidste genstand. Typisk mærker du det morgenen efter en festlig aften i byen. Nogle oplever at have en hamrende hovedpine, som om der står én og banker inde i hovedet – deraf navnet “tømmermænd”. Andre har kvalme og dårlig mave. Mange har begge dele. Som regel fortager ubehaget sig i løbet af et døgns tid. Selvom du ikke længere er fuld, vil din reaktionsevne ofte være nedsat, så vær forsigtig med bilkørsel, hvis du har det skidt.
Hvilke midler bruges mod tømmermænd?
Der findes ingen mirakelmedicin mod tømmermænd. Smertestillende piller kan lindre hovedpinen. Hvis du har tendens til mavesår, så brug piller, der indeholder paracetamol i stedet for acetylsalicylsyre.
Hvad kan du selv gøre?
Din krop har brug for ekstra vand, både mens du drikker, og når du har drukket. Du får brug for ekstra salt (og sukker), når du har drukket, fordi du har mistet salt sammen med den væske, du har tisset. Du ved sikkert allerede, hvordan du overkommer dine tømmermænd bedst. Vi har samlet nogle af de mest almindelige husmoderråd her. Der er varierende videnskabelighed bag rådene, så du må prøve dig frem.
Før tømmermændene…
Sørg for ikke at drikke på tom mave
Drik fløde, før du begynder at drikke (så optages alkoholen langsommere i kroppen)
Drik et glas vand, hver gang du drikker et glas alkohol
Drik to store glas vand, før du går i seng.
Og efter…
Spis mad, der indeholder salt (det behøver ikke at være fastfood, selvom du føler, at det er det eneste, der dur)
Drik læskedrikke (mange synes, at cola er det eneste, der virker…)
Tag en lur
Gå en tur, og få noget frisk luft
Tag et par smertestillende piller
God fornøjelse med festerne og med plejen af tømmermændene.
Kilder:
Læge, Peter Qvortrup Geisling, dr.dk
Læge, Jerk W. Langer, jerk.dk
Sundhedsstyrelsen, sst.dk
Forfattere
Tone Marstrand Reersted – medicin.dk