Jeg ved det godt. At jeg risikerer at gentage mig selv. Men det er altså et vigtigt emne – det her med at tale ordentlig til hinanden.
Eller rettere – skrive pænt til hinanden.
Det blussede lige op igen forleden. Ældstepigen derhjemme skulle lave et oplæg for klassen – og havde valgt at kaste sig over emnet – tonen på de sociale medier.
Min datter er meget politisk aktiv. Følger politikere på Facebook. Tager stilling og stiller spørgsmål. Men hun var faldet over en debat på netop Facebook mellem – i første omgang – to politikere, der var grusomt uenige.
– Det er da fint nok, de har hver deres mening, men hvorfor tager de ikke lige det der slagsmål i telefonen, lød det store spørgsmål fra den 16-årige, der dermed havde rigelig stof til at kaste sig over sin fremlæggelse.
Det er jo tragikomisk, når en 16-årig stiller det spørgsmål, om to voksne mænd (+50), der i det offentlige rum går totalt tast-amok. Hånden på hjertet – det må de nu selv rode med, og det er vel bare politik anno 2017, men det er jo desværre sådan, at den her tone ikke kun foregår mellem de, der kæmper om en ministerbil – eller noget…
Stort set hver dag ligger der notifikationer på min Facebook, hvor folk har anmeldt opslag eller personer i en af de grupper, GoVarde administrerer. Og det sker, at min gode kollega får kaffen galt i halsen over de udtalelser, vi må slette.
Jeg forstår det ikke. Altså. Jeg forstår godt, man kan blive vred og have lyst til at skælde lidt ud. Bevares, her skal ingen glorie pudses. Men ligefrem sidde og skrive åbent på facebook at en eller anden er en ubegavet nar, eller det der er værre – det begriber jeg ikke.
Hvad er det, der får folk til de negative taster – glemmer de, at de ikke er anonyme?
Jeg var selv udsat for chikane for år tilbage i mit tidligere job. En dame var blevet meget vred over et arrangement, jeg stod bag og søsatte den helt store heksejagt på Facebook, og et par damer yderligere stillede sig i koret og råbte med.
Ja – indrømmet – jeg blev ked af det. Det er absolut ikke fantastisk at blive hængt ud på Facebook, men det værste var, at mine børn kunne sidde og læse med – og at de blev kede af det. Jeg husker hele koret, og somme tider støder jeg ind i en af de her 6-7 vrede damer. For jeg kan altså godt huske dem fra deres profilbillede…
Det er længe siden, og jeg er skam kommet over det uden mén, og mine børn er blevet ældre og har heller ikke taget varigt skade. Og sammenlignet med, hvad der er sket i tonen siden, så slap jeg billigt.
Datteren min, der i skrivende stund står foran sin klasse og appellerer til den pæne tone på skrift, ved også hvad hun taler om. Der har også ligget beskeder på hendes Messenger, der har fristet mig til at køre ud til de her afsendere og råbe lidt. Og tænkt – hvor hulen er forældrene… men det er en helt anden debat…
De sociale medier er fantastiske. Men de har også en modbydelig bagside. Nemlig alle de kujoner, der ikke tør tage telefonen eller face-to-face konfrontationen.
Og hvor vil jeg så hen med alt det her…
Jo, hvis vi nu alle sammen husker samt videregiver følgende tommelfingerregel:
SKRIV ALDRIG NOGET, DU IKKE VILLE SIGE TIL VEDKOMMENDE HVIS DU STOD OVERFOR HAM ELLER HENDE…!
Så kunne der måske være et håb. Og lad det være den afsluttende kommentar, som i øvrigt er min seje datters morale i sin fremlæggelse.