Udstilling i Kulturhuset Ølgod juni måned

Farvestrålende billeder af dyr og fugle, malerier og akvareller pryder væggene i Kulturhuset i juni måned, hvor billedkunstner Cecilie H. fra Østbækhjemmet i Ølgod udstiller.

Cecilie H. (f. 29.04.1990) er en ung billedkunstner med øje for naturen, inspireret af bl.a. Naivistisk Kunst og Outsider Art. Cecilie H. arbejder med akryl på lærred, akvarel og posca tush.

Hendes kunst vrimler med fugle, dyr og blomster, som hun holder meget af, samt portrætter af historiske personligheder, tegnet eller malet med hendes helt unikke streg eller strejf, i smukke og fantasifulde former og farver. Inspirationen kommer bl.a. fra film, bøger, historie, musik samt gåture.

Cecilie H. er født i Lemvig, opvokset i Hillerød og uddannet billedkunstner fra Kunstskolen For Voksne Udviklingshæmmede i København, hvor hun var elev i tre år (2008-2011).

Her fik hun således rig mulighed for at udvikle sit talent og blev introduceret til mange forskellige kunstarter.

Hun har bl.a. udstillet i Rundetårn i København, Danmarks Naturfredningsforening (solo), Fredens Kirke i Herning samt på The Museum of Everything i London.

En liste over tidligere udstillinger findes på kunstnerens hjemmeside, hvor man også finder en såkaldt “VIP Lounge” med billeder af forskellige kendte danskere, som har fået et personligt kunstværk fra Cecilie H.

I dag bor Cecilie H. på Østbækhjemmet i Ølgod og arbejder i Samstyrken på Energivej. Nye værker bliver skabt hver uge, enten i hjemmet eller på ture til Esbjerg, Ribe eller Herning, hvor hun holder af at fotografere, eller sidde og tegne med sin skitseblok, enten på cafe eller i biografen, hvor hun er en hyppig gæst.

Cecilie H. blev som tre-årig ramt af en blodprop i hjernen. Hun blev delvis lammet i højre side, sad i kørestol og mistede sit sprog, men har med sin urokkelige tro og stædighed overvundet store dele af sit fysiske handicap.

Hun har sin egen hjemmeside med “kunst fra hjertet”, og maler gerne på bestilling.

Der er fernisering i Kulturhuset, Vestergade 5, 6870 Ølgod, onsdag den 1. juni kl. 13.30 – 15.00