Ulven skal reguleres, og jeg er ikke bange for turisterne

Af Preben Friis-Hauge (V), folketingskandidat i Varde Kommune, Søndergade 18, 6862 Tistrup

Jeg bakker op om synspunkter, der går i retning af, at ulvene skal reguleres.

Min årsag til synspunktet det er, at jeg er bekymret for især børn og ældre, der møder ulven på deres vej. Jeg er ikke jæger, og jeg har ikke teknisk kendskab til hvordan man både regulerer ulv, og hvordan man gør den sky for mennesker. Men nogen ved det, og de der ved det, må gives de nødvendige tilladelser til at udføre praksis, så børn igen kan få lov at lege frit i vores del af Danmark.

Vi skal naturligvis også passe på andre end børn. Både voksne med eller uden hunde, og tillige vores turister. Vi skylder en indsats for at få informeret turisterne om, hvordan de skal forholde sig, hvis de møder en ulv, og herunder at de ikke skal fodre vilde dyr, mens der bor i sommerhuse/andet i vores kommune. Jeg er sikker på, at udlejningsbranchen og destinationen er friske på at hjælpe med eller komme med forslag til denne formidling.

Når dette så er sagt, så mener jeg, at hensynet til mennesker kommer før hensynet til alt muligt andet. Det kommer før hensynet til ulven, og det kommer også før hensynet til om Varde Kommune er bange for at miste turister, der evt. måtte vælge Varde Kommune fra, fordi vi sikrer en ansvarlig formidling om, hvorledes man skal forholde sig i forhold til ulv, som fastboende eller turist i Varde Kommune. Mennesket før ulven.