Unik kombination af kulturhus og bibliotek åbner i lille vestjysk by

I dag får Nørre Nebel og byens 1.300 indbyggere et nyt kulturelt samlingspunkt, når Nørre Nebel Kulturhus og Bibliotek bliver indviet.

Nørre Nebel Kulturhus og Bibliotek ligger sammenkoblet med Blåbjergskolen i Nr. Nebel på Søndre Allé 18A, 6830 Nr. Nebel.
Der bliver åbnet for fællesskaber, læring og formidling, når Nørre Nebel Kulturhus og Bibliotek indvies i dag, torsdag den 12. januar.
I de nye bygninger er et skolebibliotek og et folkebibliotek slået sammen til et fællesbibliotek, hvor både skoleelever og borgere vil få glæde af de nye rammer. Samtidig rummer stedet lokaler til den lokale ungdomsskole, musikskole, lokalhistorisk arkiv og ikke mindst faciliteter til foreninger, foredrag og andre kulturelle arrangementer.
Også Borgerservice får et decentralt kontor, hvor det blandt andet er muligt at bestille tid til fornyelse af pas og kørekort. Endelig får turister glæde af en tavle ved indgangen med turistinformation.

Åbent hus for alle nysgerrige
Nørre Nebel Kulturhus og Bibliotek bliver indviet torsdag den 12. januar kl. 11.00 med festtaler, snoreklip, musik og sang med Sigurd Barret.
Efter indvielsen vil der være åbent hus for alle nysgerrige fra kl. 12.00-19.00.
Den samlede pris for Nørre Nebel Kulturhus og Bibliotek er 21,5 mio. kr.

Connie Høj, udvalgsformand for Børn og Læring i Varde Kommune:
”Vi får et sted, hvor pædagogik og formidling smelter sammen som resultat af et tæt samarbejde på skole- og kulturområdet. Vi har allerede gode erfaringer fra vores fællesbibliotek i Agerbæk, og de erfaringer bliver nu videreført til Nørre Nebel.”

Sandie Eis Ravn, udvalgsformand for Kultur og Fritid i Varde Kommune:
”Kommunen består af stærke lokalsamfund, hvor fællesskabet er det, der binder os sammen. Derfor glæder det mig, at vi nu kan indvie et nyt kulturhus og bibliotek, der tilsammen rummer forudsætningerne for at være samlingspunktet for Nørre Nebel og omegn med udgangspunkt i kulturen.”