Vækst i Varde via stærke fællesskaber mellem offentlige aktører og det private erhvervsliv

Søren Laulund, – Borgmesterkandidat, Socialdemokratiet i Varde, Hyldesti 1, 6800  Varde

Der skal være fokus på vækst i Varde, og en del skal fortsat ske ved markante kommunale investeringer. Det er vigtigt for Socialdemokratiet i Varde, at der skabes vækst både i det offentlige og i det private erhvervsliv.

Varde kommune skal tilbyde en velfærd, der kan understøtte bosætning og en hurtig og kompetent kommunal sagsbehandling ( byggesager og andet) samt en kommuneplan med mulighed for gode erhvervsudstykninger. Varde Kommune skal fortsat have fokus på samarbejdet med nabokommuner og regionen. Det er særligt vigtigt, når vi skal sikre en velfungerende infrastruktur, som fungerer ikke bare internt i kommunen, men også på tværs af kommunegrænser, eks. vejudvidelsen mellem Korskroen og Varde. Derudover vil en forlængelse af Vestkystvejen stå som et stort ønske ved yderlig udbygning af vejnettet i Varde, men dog i et håb om hel eller delvis statsfinansiering.

Vi vil arbejde for –  i dialog med de lokale virksomheder, at der sikres flere lære- og praktikpladser i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Dette skal imødekomme virksomhedernes fremtidige behov for faglært arbejdskraft og være til gavn for unge og voksne. Varde kommune faciliterer allerede med Code of Care indsatser, hvor jobcentret og virksomheder arbejder sammen om, at der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet i Varde kommune. Fagbevægelsen er en vigtig samarbejdspartner og en styrke, både i de kommunale- og private virksomheder.

Et nyt og oplagt vækstområde vil for mig først og fremmest handle om at understøtte en omfattende grøn omstilling af alle virksomheder i Varde. Der må også forventes store vækst potentialer i de store energi investeringer, der kommer til at foregå i havet – lige udenfor vor dør. Vi skal her arbejde snævert sammen med nabokommuner, centrale aktører, og uddannelsesinstitutioner. For os vil det dreje sig om dels medvirke til at skaffe kvalificeret arbejdskraft til projekterne og dels understøtte de virksomheder, der får opgaver som underleverandører.

Det miljømæssige aspekt vil kræve et vigtigt fokus på udviklingen i relation til bæredygtighed med fælles visioner for et grønt og rødt samfund. Vi vil kæmpe for at sikre lighed, tryghed, livskvalitet, så vores natur og miljø ikke lider last under Vardes vækststrategi. Det bør ske med en bæredygtig udvikling ved at få det sociale, miljømæssige og det økonomiske til at gå op i en højere enhed. Turisme og landbrug skal have stor bevågenhed i kommunens fremtidige strategier. Begge er erhvervsområder med stor betydning fra Varde kommune, men også områder hvor balancen mellem vækst, natur og miljø er særdeles væsentlig. Som et eksempel arbejdes på en omlægning af turisme strategien – fra kvantitet til øget fokus på kvalitet

Virksomhederne skal have gode rammer for at skabe vækst, både allerede eksisterende som nye virksomheder, så arbejdspladser fastholdes og udvikles. Erhvervspolitikken skal satse på at tiltrække og udvikle flere forskellige typer af arbejdspladser. Et væsentlig fokus vil fortsættelse af indsatser for endnu flere iværksættere, og Socialdemokratiet vil bakke op om yderlig styrkelse af ProVardes strategi for iværksætteri i Varde.