I weekenden 28. og 29. januar deltog Varde Atlet Klub ved de Jyske mesterskaber i boksning med de to U15 boksere Gustav Mortensen og Nikki Møller og hos seniorerne Sean Larsen og efter et veloverstået mesterskabsstævne kunne de vende snuden hjemad med 1 guld- og 2 sølvmedaljer samt kåring af mesterskabernes bedste bokser.
Gustav Mortensen måtte rykke en vægtklasse op til 44,5 kg. for at få kamp, her mødte han i U15 finalen Victor Hoveling fra Hornslet BK. Det blev et brag af en kamp, der kunne gå til hvad side det skulle være, men desværre holdt 4 af de 5 dommere på Hornslet bokseren, så Gustav tabte 4-1, men modtog en velfortjent sølvmedalje.
I 62 kg. U15 finalen mødte Nikki Møller Holstebro bokseren Joseph Fahn, men desværre havde Nikki ikke en af hans bedste dage. Første omgang var lige, men så gik Nikki lidt i stå og overlod initiativet til Joseph Fahn, der kunne køre sejren hjem, men en flot sølvmedalje til Nikki.
Så var det Sean Larsens tur. Sean der startede sin karriere i Ansager BK er efter ca. 2 års pause vendt tilbage i ringen og stiller nu op for Varde AK.
I seniorernes 81 kg. klasse mødte Sean i semifinalen Mads Dalsgaard fra Viborg. Det blev en hård semifinale, men Sean scorede rigtig godt hele kampen igennem og vandt sikkert kampen 5-0. I finalen mødte Sean Amer Rasinlic fra BK Vitus Horsens. De to boksere kendte lidt til hinanden, da de tidligere har krydset klinger, hvor Sean vandt, men han var dog klar over, at det også denne gang ville blive en hård kamp. Det viste sig også at være tilfældet, da Sean måtte helt ud i det yderste for at hente de sidste kræfter så sejren kunne køres hjem. Resultatet blev en 5-0 sejr og et jysk mesterskaber til Sean Larsen, der efterfølgende blev kåret til mesterskabernes bedste bokser.