Varde Bibliotek bobler over

Bobler danner fokus for Lena Solvigs værker, som frem til den 9. november kan opleves på Varde Bibliotek. Der vil være tankebobler, sæbebobler og voksende ideer, som måske kan få dig lidt up af din boble.

Bobler i mange materialer

Lena Solvigs udstilling består af akvareller, fotografier og forskellige former for skulpturelle udtryk udført i garn, bambus, papir og andre plantebaserede materialer. Et særligt markant værk er “tørresnor”, der består af en række billeder hængt op med tøjklemmer, som tilsammen danner en bog. Det visuelle udtryk suppleres her med små optimistiske ordspil og rim.

Kærlige skub

Formålet med udstillingen er netop at give kærlige skub, som kan få os ud af den sædvanlige boble, vi lever i – sådant, at vi “bobler” lidt mere over det liv, vi lever. Det sker gennem sjove og finurlige opfordringer som: “Giv dig selv rabat, inden du siger godnat” eller “…vi må huske på / alt det gode, vi skal nå”.

Samtidigt tænkes boblen også ud af dens egen boble. Dets form gentænkes, og der trækkes tråde til tanker og ideers form, der til tider er lige så lette og flyvske som sæbebobler.

Allerede når du kommer ind i bibliotekets forhal, vil udstillingen møde dig med et enkelt lille værk. Hovedparten kan opleves i bibliotekets “Hobbyrum” nær hobbybøgerne.

 

 

Af Sissi Andersen