Varde Billard Klub: Weekendens resultater

Der var kamp i Varde Billard klub Elitedivision 3-bande carambole i weekenden – og Varde skuffede bestemt ikke.

Sejr til Varde på hjemmebane

Lørdag vandt Varde over Albertslund med 8-0 og lå derved på en delt førsteplads inden søndagens opgør med sidste års finalerunde deltagere BK2004. Det viste sig ikke at blive noget problem at holde placeringen. Kampen mod BK2004 vandt Varde nemlig også med resultatet 5-3. Vardes bedste mand Brian Zola Hansen kan især fremhæves. Han spillede en flot kamp med 2,000 i snit og vandt suverænt sin kamp. Reserven Thomas Wollerup fortsætter også med at levere resultater, da han søndag spillede uafgjort i sin kamp. Så Vardeholdet kan sagtens være tilfredse med deres indsats i weekendens kampe.

Holdet ligger efter fire runder på en delt førsteplads med sidste års mestre fra BK Grøndal. Sølvvinderne fra Varde har top tre som årets målsætning.

 

Af Sissi Andersen