Varde – Danmarks bedste kommune at være lærling i

Læserbrev: Indsendt af byrådsmedlem og kandidat Peter Nielsen (V) Lokesvej 7 6840 Oksbøl 

Arbejdskraft hænger ikke på træerne og intet kommer af sig selv længere. Derfor skal vi alle gøre en ekstra ordinær kreativ indsats for, at vi kan overleve som et attraktivt område at bo, arbejde og leve i – både på kort og ikke mindst den lange bane. Manglen på arbejdskraft bliver kun værre.

Hvis vi ikke får endnu flere nye hænder ind på arbejdsmarkedet, går det helt galt i flere serviceerhverv og vi kender alle til situationen indenfor restaurantbranchen, som er vanvittig hårdt ramt. Dette til trods for at vi er voldsom gode til at sikre at vores unge får en erhvervsuddannelse, så skal der en ekstra stor indsats hos arbejdsgivere, kommune, uddannelsesaktører, foreningsliv og vores erhvervsorganisationer i fremtiden og stå endnu tættere sammen i Varde Kommune. Eksempelvis i et storstilet fællesprojekt, hvor vi tænker på tværs af alt, så vi får vores unge mennesker til at blive eller endnu bedre, at der kommer flere nye unge til Varde Kommune for at lære og arbejde samt være aktiv. Alt skal i spil for det gode liv, lige fra man står op om morgen til man går i seng om aften. Der skal være en god sammenhæng i livet og målet kunne være at vi VIL være ”Danmarks bedste kommune for lærlinge” og som skal markant markedsføres, så vi bliver kendt for andet end at være Danmarks skønneste turistdestination. Lad det blive en af målepunkterne i det nye byrådsgrundlag. Jeg stemmer for!