Søndag den 24. september blev BMX-sæsonen 2017 afrundet, da der blev kørt jysk-fynsk mesterskab i nordjyske Aars. Vardes BMX klub havde 14 kørere med til start.
Det kører for Varde-kørerne
Alle kørerne var kampklare, da der skulle køres jysk-fynsk mesterskab i BMX. Det resulterede i, at fire af de 14 Varde-kørere kom øverst på podiet og vandt titlen som Jysk Mester 2017 i deres aldersklasser. Varde-vinderne var Mirian Uhre på seks år og Bolette Schlüter på 11 år fra Varde, samt søskendeparret fra Agerbæk, Kasper og Sille Mikkelsen på hhv. 10 og 12 år. Det blev dog også til tre sølvmedaljer og en enkelt bronzemedalje til Varde, og samtlige af Vardes kørere kæmpede sig op blandt de otte bedste i deres respektive klasser. Så Vardes kørere kan ikke andet end være glade for de flotte resultater.
Formen holdes ved lige
Kørerne skal snart til at træne en gang i ugen i stedet for to, når vintertræningen sætter ind. Hertil bruges klubbens bane på Højgaardsparken, medmindre der er sne på banen, da har klubben adgang til en mindre, overdækket bane i Billum. Holdet kan derved vedligeholde formen, indtil løbssæsonen 2018 starter til foråret.