Varde Handel har udpeget Casper Rosendahl som ny repræsentant til bestyrelsen på Varde Handelsskole.
Med udpegningen ønsker Varde Handel at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne i området. Casper Rosendahl bringer solid erfaring fra erhvervslivet, herunder som ejer af Arnbjerg Pavillonen og aktiv deltager i det lokale handels- og foreningsliv.
“Det er vigtigt for os at være tæt på de unge og deres uddannelse, så vi sammen kan sikre en stærk fremtid for erhvervslivet i Varde. Med Casper får vi en engageret repræsentant med stor forståelse for både drift, udvikling og mennesker,” udtaler Varde Handel.
Casper Rosendahl ser frem til opgaven:
“Jeg er stolt over tilliden og glæder mig til at bidrage til at styrke forbindelsen mellem uddannelse og erhvervsliv. Det er afgørende, at vi skaber de bedste rammer for de unge – både fagligt og menneskeligt.”
Udpegningen træder i kraft med det samme.