Varde Kommune er til eksamen i erhvervsvenlighed

I disse dage sender Dansk Industri spørgeskemaer ud til virksomheder i hele landet. Målet er at vurdere erhvervsvenligheden i landets kommuner. Rammevilkårene for erhvervslivet står højt på dagsordenen i Varde Kommune, hvor der er gennemført en række nye initiativer de sidste år. Derfor ser både kommune og erhvervsliv frem til målingen.

ERHVERV
Med målet om at komme op blandt de 10 mest erhvervsvenlige kommuner i Dansk Industris årlige erhvervsklimaundersøgelse, har politikerne i Varde Kommune sat alle sejl for styrke dialogen og forbedre rammerne for, at erhvervslivet trives i og tiltrækkes til kommunen.
Siden sidste års måling i 2015, som gav en plads som nummer 27 i DI-målingen, har kommunen sammen med ProVarde fortsat det målrettede arbejde med erhvervsvenlighed, og udbygget det med en række nye initiativer, der skal gøre det mere attraktivt at drive virksomhed i Varde kommune.
”Der er sket meget i Varde Kommune siden 2013, hvor kommunen lå som nummer 64 af 96 kommuner, og generelt set har vi arbejdet rigtigt meget med kulturen. Den nye Erhvervs- og beskæftigelsespolitik cementerer fundamentet, hvori der er anført, ’at enhver henvendelse fra erhvervslivet er et ønske om vækst i hele Varde Kommune’. Det er vigtigt, at alle medarbejdere fra yngste elev til borgmesteren har det i sigte,” siger borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl (V)
Også direktøren hos ProVarde er spændt
”Jeg er meget spændt og glæder mig også til den årlige måling – der både omfatter kommunens og ProVardes erhvervsindsats. ProVarde har haft en rigtig god fremgang i medlemstallet og et godt år, hvilket jeg tolker som en generel optimisme i erhvervslivet, og det er meget positivt,” siger direktør i ProVarde, Finn Erik Kristiansen:

FAKTA OM ERHVERVSINDSATSEN:
-Borgmester Erik Buhl og kommunaldirektør Mogens Pedersen har gennemført i alt 65 virksomhedsbesøg med temaet: ”Hvad kan kommunen gøre for dig!”
-Forbedret byggesagsbehandling. En ny brugerundersøgelse viser, at 84% af alle der har ansøgt kommunen er tilfredse eller meget tilfredse med byggesagsbehandlingen
-Hotline til nye medarbejdere. Jobcenter Varde har fastholdt og forbedret formidlingen af ledige med en Hotline 21 19 29 99 eller hotline@varde.dk – hurtig og nem rekruttering af nye medarbejdere.

ProVarde:
-ProVarde har øget antallet af virksomhedsbesøg til 310.
-Iværksætterindsatsen er fordoblet tids- og antalsmæssigt
-Antallet af medlemmer i ProVarde er steget med 15 % til 590.

NYE INDSATSER:

Varde Kommune:
•Borgmesteren inviterer på morgenkaffemøder, senest i samarbejde med Dansk Industri Sydvestjylland og Dansk Byggeri, hvor temaet var den kommunale sagsbehandling.
•Døgnåben genbrugsplads. En forsøgsordning kommunen og DIN Forsyning nu vil gøre permanent.
•Jobcenter Varde har med Team Virksomhedsservice intensiveret kontakten til virksomhederne, som den proaktive og understøttende partner i Varde Kommune – én indgang for virksomhederne

ProVarde:
-Ny profilavis om erhvervslivet i Varde Kommune i to oplag af 35.000
-Med støtte fra Varde Kommune etableres et nyt iværksættercenter på Titan i Varde, hvor virksomheder, investorer og revisorer arbejder side om side.
-Ansættelse af en Erhvervsplaymaker for at øge integrationen mellem folkeskolerne og virksomhederne og sætte fokus på unges uddannelsesvalg.